Vores nye hjemmeside odensebib.dk er netop gået i luften med et nyt, frisk og let design. Vi har derfor besluttet at nedlægge denne blog og i stedet skrive vores anbefalinger, nyheder osv. direkte på hjemmesiden under musikdelen.
Vi lader bloggen stå som du ser den nu, da ikke alle posterne bliver flyttet med over.
Det har været endnu et stille halvår her på bloggen. Jeg beklager. Det er dog ikke på grund af inaktivitet på musikbiblioteket. Tværtimod er der sket rigtig meget. Blandet meget, meget andet har en populær Kulturnat, en fantastisk koncert med Jacob Fischer Trio, endnu et udsolgt babymusik-forløb, spændende konservatoriekoncerter og ikke mindst en meget trist nyhed holdt os travlt beskæftiget.
Men travlhed eller ej, skal listen over årets bedste album publiceres. Det har været endnu et spændende år på albumfronten – og med et par gode overraskelser. Dog synes første kvartal af hvert år at gå med at følge op på oversete udgivelser fra det forløbne år. Derfor vil jeg starte dette års liste med “honourable mentions” fra 2011.
Bill Ryder-Jones: If –
If – er noget så sjældent som et soundtrack til en roman, nærmere bestemt Italo Calvinos Hvis en vinternat en rejsende. Nu har jeg ikke selv haft fornøjelsen af at læse denne bog, men hvis historien er lige så smuk som albummet, er der gode ting i vente. Hvert track knytter sig til et kapitel i bogen, hvilket giver musikken et usædvanligt fint flow og udvikling, som albummet skrider frem. Den tidligere The Coral-guitarist Bill Ryder-Jones viser med denne debut, at han mesterer smukke, filmiske kompositioner såvel som den mere jordnære folk/rock.
Caution! Art Kills!: Current affairs
Ligesom sidste år startede mit 2012 med god jazz. C!AK! har efterhånden spillet nogle gange på Musikbiblioteket, og det har været en fornøjelse at følge deres udvikling fra deres (i mit hoved) efterhånden episke fortolkning af Röyksopps “Eple” til dette andet album, hvor de tre instrumentalister rigtig får lov til at folde sig ud og vise hvad de kan hver især. Igen giver de jazzede fortolkninger af rocksange (fx The Zombies’ “This will be our year”), men det er deres egne kompositioner, der for alvor får trioen til at træde i karakter som en af de mest interessante klavertrioer herhjemme.
Nils Petter Molvær: Baboon moon
Trompetisten Nils Petter Molvær er en efterhånden ikke ukendt figur på den skandinaviske jazzscene. Hans seneste soloudspil er dette album fra sidste år – et album jeg desværre fik øjnene op for alt for sent. Det er jazz, og så alligevel. Han har gjort det til en kunst at blande jazzen med virkemidler, som vi kender dem fra rock og electronica, blandt andet samples, hårdtslående trommer og ikke mindst masser af twang. Lyt fx til åbningsnummeret “Mercury heart,” der starter ud med en simpel trompetsolo og langsomt udvikler sig til en regulær hanekamp mellem trompeten på den ene side og trommer, bas og guitar på den anden. Smukt.
Lisa Hannigan: Passenger
Passenger er album nummer to fra den irske sangfugl, der startede sin karriere som en del af Damien Rices band. Det er ukompliceret folk-pop af bedste skuffe – hvad der får Lisa Hannigan til at skille sig fra mængden er hendes helt fænomenale stemme, der sagtens kan måle sig med de bedste kvindelige singer/songwriters derude.
Og nu til det vi er kommet for: de bedste album fra i år, nænsomt udvalgt af yours truly. I vilkårlig rækkefølge:
Beach House: Bloom
Baltimore-duoen vendte i år tilbage med det første album siden forrige års triumf af en shoegaze-storsælger, Teen dream. De er kommet rigtig langt siden debuten Beach House fra 2006. De har fundet en higende, drømmende lyd, der er helt deres egen, og som emmer af lange lyse nætter blandt gode venner.
Bowerbirds: The clearing
Bowerbirds var for mig i mange “bare” endnu et hyggeligt folk-rock band – indtil jeg så dem live for første gang i foråret, hvor de fuldstændigt slog benene væk under mig med et stille snuptag. Ofte får man et andet indtryk af musikken, når man har hørt den live, og Bowerbirds er ingen undtagelse. Lyt til fine numre som “Overcome with light” og “Tuck the darkness in” og fornem en trio, der hviler helt i sig selv og deres musik.
Tu Fawning: A monument
Der var aldrig tvivl om, at dette album skulle med på listen over årets bedste album. Portland-kvartetten har undergået en kæmpe udvikling siden debutalbummet Hearts on hold (2010), og står i dag som et af de mest interessante og originale bands fra den über-kreative Pacific Northwest-region. Musikken kan nærmest beskrives som en slags folk noir – håndgribelig, mørk, følelsesladet og bjergtagende smuk.
Dry the River: Shallow bed
Det er ikke uden grund, at Gaffas anmelder begejstret og betaget gav London-bandet seks ud af seks stjerner for deres koncert i Aarhus tilbage i november. DtR har turneret verden tynd de seneste par år og er med lynets hast blevet garvede og toptunede livemusikere med noget på hjerte. De spiller med en sjælden hørt inderlighed og energi. Om man er til pæne folk-rock-drenge eller ej, vil Shallow bed efterlade en både opløftet og med ønsket om mere af samme skuffe.
Django Django: Django Django
Django Django (der påstår, at deres navn intet har at gøre med Django Reinhardt) er årets positive overraskelse. Jeg faldt tilfældigt over dem for et par måneder siden og fra første anslag var der ingen tvivl om, at disse drenge var noget helt specielt. Deres fuldstændigt hensynsløse mix af rock, surf, electronica og effekter går rent ind og spiller på samtlige tangenter, der skal til for at skabe et helstøbt og originalt album. LYT.
Dirty Three: Toward the low sun
Dirty Three kunne i år fejre 20 års jubilæum som band (var de gift, ville det have været porcelænsbryllup – så lærte vi også lidt i dag). Og beskidte er de. Musikken er støvet, skramlet og støjende, men det virker og det australske trekløver rammer atter plet med dette deres ottende studiealbum. Med Warren Ellis’ vilde violin i forgrunden cementerer bandet, at verden langt fra har hørt det sidste til Dirty Three.
Alt-J: An awesome wave
Den engelske kvartet vandt i år Mercury Prize (en pris Django Django også var nomineret til), og det med god grund. An awesome wave er en lækker blanding af det bedste fra rock og electronica tilsat forsanger Joe Newmans unikke, lyse stemme. Det er et album, man sagtens kan holde til at lytte til flere gange i træk – for lige så gennemtænkt og gennemarbejdet det er, gennemsyres sangene også af en slags uskyld og naivitet.
Gonzales: Solo piano II
Chilly Gonzales er en mand, man ikke skal prøve at sætte i bås. Han har i sin musikalske karriere (der startede da han som treårig lærte sig selv at spille klaver) bevæget sig inden for et hav af genrer – lige fra jazz over hip hop til solo piano. Solo piano II tager tråden op hvor Solo piano for otte år siden slap med minimale klaverkompositioner af bedste skuffe. Det er årets nok smukkeste album fra en uventet kunstner (eller entertainer, som han nok selv ville sige).
Hilary Hahn & Hauschka: Silfra
Aldrig har mødet mellem USA og Tyskland taget sig så smukt ud, som da Hilary Hahn mødte Hauschka. De to har en unik intuitiv fornemmelse af hinandens instrumenter (hhv. violin og præpareret piano) og musikalitet – en evne der tillod dem at indspille dette album udelukkende på improvisationer. Resultatet er det bedste fra begge sider af Atlanten: stykker der konstant udfordrer og komplimenterer hinanden og stiger og falder med en metronoms præcision.
Så er det ved at være den tid igen: en opsamling på det seneste halvårs bedste udgivelser ifølge yours truly. Jeg har endnu til gode at blive fuldstændig blæst omkuld af et album endnu i år – men mon ikke det kommer. Som sædvanlig i uprioriteret rækkefølge:
Beach House: Bloom
Beach House udgav i 2010 et af årets allerbedste album, Teen Dream, og deres koncert på Vega samme år var den perfekte sammensmeltning af optimale lydforhold og et band, hvis lyd smukt og drømmende omkransede alle tilstedeværende. Nu er de tilbage med deres fjerde album, der absolut lever op til forgængernes høje niveau. Victoria Legrand er i storform, og de storslåede melodier lyder stadig som soundtracket til lys sommeraften.
Bestil på biblioteket – Download fra BibZoom
Laura Gibson: La grande
Den Portland-baserede singer/songwriter Laura Gibson gør ikke meget væsen af sig. Lidt af en “mother hen” ligner hun. Men når hun først åbner munden og begynder at synge, er hun ikke til at få øjnene fra igen. På sin egen afdæmpede og graciøse måde erobrer hun publikum med sin hviskende følsomme stemme og sange, der bliver hængende i luften som små melodiske perler. Lyt med hovedtelefoner og lad dig omgive af sange fra Oregons skove.
The Crackling: Ashen EP
Under det knitrende alias gemmer sig trommeslager, sanger og komponist Kenton Loewen. Han er endnu forholdsvis ukendt udenfor hjemlandet Canada, men hans job som trommeslager for Dan Mangan har skaffet ham en pæn fanbase – og det med rette. Ashen er en charmerende lille folk-rocket EP, der lugter lidt af fuldskæg og skovmandsskjorte – men på den gode måde. Han bliver nok aldrig kæmpestor med udsolgte stadion-koncerter, men det er også helt fint. Hans sange er helt perfekte til intimscener og små festivaler. Men lyt til ham, bliv betaget af hans raspende, beroligende stemme.
Musikvideo til “The Three of You”
Bowerbirds: The clearing
Bowerbirds har med nærværende album scoret et hattrick på album-fronten. De har fundet opskriften på velfungerende og fængende folk, der formår at balancere mellem det minimalistiske (Phil Moores akustiske guitar og Beth Taculars harmonika) og det storladne, det lokale og det verdenskendte. Alt sammen tilsat delikate vokalharmonier og arrangementer, der sikrer at musikken banker løs på trommehinden længe efter du er færdig med at lytte. De spillede på Roskildes Gloria-scene for et par uger siden og vender allerede tilbage til Danmark den 10. august, hvor de spiller på Voxhall. Not to be missed.
Bestil på biblioteket – Download fra BibZoom
Tu Fawning: A monument
Tu Fawning er lidt af det hele og mere til. Den Portland-baserede kvartet med Corrina Repp og Joe Haege i front formår som få andre at tage et øjebliksbillede fra 30’ernes parisiske natklubber (eller som man nu forestiller sig dem) og tilsætte masser futuristiske loops, effekter og trommer. De er blevet et mere helstøbt band siden forrige års debut (Hearts on Hold), og Repps dybe og dragende stemme forfører enhver, der kommer tæt nok på. Resultatet er smukt, mørkt og enestående. En slags folk noir om man vil. Absolut skønhed.
Dry the River: Shallow bed
Jeg opdagede Dry the River sidste sommer og så dem som før nævnt både til Berlin Festival og som opvarmning for The Antlers. De har i flere år turneret måsen ud af bukserne, som i år kulminerede med udgivelsen af deres debut-album. Det er ikke fordi deres musik er specielt nyskabende – det er mere den energi og ærlighed, de lægger for dagen, der gør dem fantastiske. Lyt blot til numre som “New Ceremony” og “No Rest”, hvor følelserne kryber helt ind under huden.
Bestil på biblioteket – Download fra BibZoom
Of Monsters and Men: My head is an animal
Nærmest ud af ingenting er de kommet, den islandske sekstet – direkte ud i international anerkendelse, udsolgte koncerter og pladekontrakt med Universal. Og det med god grund. Deres musik er fuld af sommerlig optimisme, lækre dreng-pige-vokalharmonier og bare ren og skær energi. De kommer til København den 19. september, og at dømme ud fra denne nylige Field Recording, er der noget at glæde sig til. De bliver store.
Portico Quartet: Portico Quartet
Som den opmærksomme læser nok allerede har opdaget, har Portico Quartet en speciel plads i min musiksamling. Deres mix af forskellige genrer og inspirationskilder skaber en særlig dybde i deres lyd, en lyd man ikke ser mange andre steder, hvis overhovedet. På dette deres tredje album har de atter udviklet sig siden forgængeren, Isla (2009). Det er jazz, men det er ikke jazz – det er electronica, men ikke electronica. Det er ren leg med instrumenterne og deres lyde.
Jeg har til min rædsel opdaget, at jeg ikke har skrevet på bloggen siden december sidste år! Jeg undskylder og lover at bedre mig fremover. Og endda med et nyt tiltag, “Dit nye yndlingsband”, hvor vi vil præsentere jer for nye og spændende musikere.
Første navn på scenen er engelske Dry the River, som jeg opdagede til sidste års Berlin Festival.
De fem kammerater fra London ligner til forveksling endnu et af de der folk-rock bands med skæg, tatoveringer og casual outfits (bassist Scott Millers garderobe består mestendels af tanktops) – men lad jer ikke narre. Jovist ligger deres musik tæt op ad deres geografiske og genremæssige naboer som Noah and the Whale og Fanfarlo, men hvad der skiller DtR ud fra mængden er deres energi, der af og til nærmest grænser af til vildskab, og forsanger Peter Liddles stemme, der udbasunerer sangene med en sjældent hørt inderlighed og ærlighed.
Jeg var heldig også at fange dem som opvarmningsband for The Antlers i november. Hvis vi et øjeblik glemmer Peter Silbermans overjordisk fænomenale stemme, var aftenens højdepunkt utvivlsomt DtR’s korte men eksplosive sæt, der slog sokkerne af størstedelen af publikummerne. Ud på scenen kom fem lidt trætte, langhårede briter. Forventningerne var som forventninger nu har det med at være til opvarmningsbands: få det overstået så vi kan høre hovednavnet. Men fra første riff var vi fanget i et net af vilde guitarer, skrøbelige sange, violiner og en flodbølge af energi fra scenen. Det var fantastisk at opleve mine med-publikummer overgive sig en efter en til det bedste nye liveband, jeg har oplevet i lang tid.
Tag en lytter og se om de ikke også er noget for dig. Dry the River spiller på Roskildes Odon-scene lørdag den 7. juli kl. 13.
Så blev jeg endelig færdig med min top 10 over årets musikalske højdepunkter. Og det blev en større og sværere omgang, end jeg lige havde forventet. Fx lå Jonathan Jeremiah lunt i svinget i sommers, men nåede desværre ikke med i toppen. Ligeledes har jeg været glad for Lanterns on the Lake og I Break Horses. Så uden yderligere hurlumhej, kommer her mine favoritter fra året, der snart er gået:
10. Explosions in the Sky: Take care, take care, take care
Over tre år nåede der at gå, før EITS atter lod høre fra sig. Take care, take care, take care er et 46 minutter langt og seks numre kort album, der endnu en gang demonstrerer bandets exceptionelle evne til at afdække hele følelsesspektret med deres mur af guitar og trommer. Albummet når desværre ikke nær så fine højder som de to fabelagtige forgængere, All of a sudden I miss everyone og The earth is not a cold dead place, men smukt er det, når de fire fyre fra Texas maler de mest utrolige lydbilleder, som kravler helt ind under huden på én.
Sagt i et tweet: følelsesladet instrumental wall of sound
Bestil – downlån
09. Zola Jesus: Conatus
Zola Jesus er højst sandsynlingt den mindste kvinde med den største stemme, du nogensinde kommer til at stifte bekendtskab med. Ikke meget højere end 1,5 m er hun, men den operatrænede sangerinde rummer en af de vildeste kvindestemmer dette år har budt på. Det er highs and lows som jeg aldrig har hørt dem før, generøst krydret med synthede beats. Jeg var heldig at se hende live i Portland i oktober – og her viste hun for alvor sit kæmpe potentiale og sin stemmes vidde og dybde.
Sagt i et tweet: maksimal vokal tilsat minimal gothpop
Bestil
08. The Antlers: Burst apart
Det tog mig forholdsvis længe at lytte mig varm på Burst Apart – måske fordi jeg faldt så pladask for forgængeren, Hospice. Men en dag sad den der så i al sin pragt. Hvor “charmen” hos Hospice var den altomfavnende tristhed og stille desperation, fokuserer efterfølgeren på noget andet og mere. Det er på sin vis mere tilgængeligt, men stadig med en helt unik og nærmest privat skrøbelighed, mestendels takket være forsanger Peter Silbermans evne til at formidle teksterne ud i sin stemmeførings ekstremer.
Sagt i et tweet: smuk, skrøbelig, superb
Bestil – downlån
07. Lars Fiil Quartet: Reconsideration
Mit arbejdsår startede med, at jeg fik Lars Fiil Quartets Reconsideration ind ad døren. Så var linien ligesom lagt. For hvad denne debut byder på er ganske spektakulært. Det er legesyg og eftertænksom jazz, der bevæger sig ud over, hvad man normalt kan forvente sig af en debuterende kvartet – det er smukt modellerede kompositioner, der på én og samme tid lader hver instrumentalist stråle og samler dem alle til en velspillende helhed. Det er lige så lækkert og subtilt som det er pågående og åbenbart. Nyd de mange små detaljer, der gemmer sig på numrene – de er værd at bide mærke i.
Sagt i et tweet: legesyg og eksplosiv jazz
Bestil – downlån
06. O’Death: Outside
O’Death har altid været lidt uregerlige, lidt skøre, lidt bonderøvsrockede. Deres trommeslager David Rogers-Berry blev i 2009 ramt af en kræftsygdom, som sendte bandet på en ufrivillig pause, der varede det meste af 2010. De vendte i år tilbage i rampelyset med Outside, et album der ulig deres tidligere ikke fik chancen for at blive testet live, før de gik i studiet. Det gør albummet mere afdæmpet, melodisk og, tør man sige det, gennemtænkt – dog uden nogen sinde at blive sentimental. Og denne modenhed klæder deres lyd rigtig godt – man lytter pludselig på en anden måde og tager sangene til sig, som var de små hemmeligheder, sunget med en nyfunden følsom og erfaren vokal af Greg Jamie.
Sagt i et tweet: melodisk folk-punk
Bestil
05. The Head and the Heart: The head and the heart
THATH blev oprindeligt udgivet af bandet selv i 2009 – det solgte så godt, at de i 2010 blev signet til det legendariske pladeselskab Sub Pop og genudgivet i år. THATH er 40 minutters folkpoppet perfektion. Det er sjældent, jeg falder over et album, hvor alle sange har samme sprudlende energi, og man sagtens kan høre det fra ende til anden flere gange i træk. De har en helt særlig evne til at brænde igennem live og hver koncert føles som et stort knus – man bliver rørt og revet med af den gode stemning. Der er noget velkendt og samtidig friskt over albummet, som en gammel ven man ikke har set længe og bare glæder sig til at være sammen med igen.
Sagt i et tweet: energisk folkpoppede vokalharmonier
Bestil – downlån
04. Laura Marling: A creature I don’t know
Dette er det tredje album på blot fire år fra den unge, to gange Mercury Prize-nominerede singer-songwriter. Hun har taget et spring af dimensioner i løbet af det seneste år, både i sine sangskriver-evner og ikke mindst vokalt, hvor hun pludselig har lagt lillepige-imaget fra sig og er blevet til en kvinde med en bundsolid og vanvittig stærk stemme, der rummer kæmpe dybder og de fineste små nuancer. Hvis man syntes de to tidligere album var gode, vil man tabe underkæben ved at lytte til dette. Hun har evnen, talentet og ikke mindst stemmen til at nå lige præcist så langt i denne verden, som hun sætter sig for.
Sagt i et tweet: årets kvindelige singer-songwriter
Bestil – downlån
03. Wye Oak: Civilian 
Civilian er måske det mest dramatiske album på denne liste, og det med ganske få virkemidler. Det var årets første store rockudgivelse, og den minimale opsætning med Jenn Wasner på guitar og vokal og Andy Stack på trommer og effekter har sjældent lydt mere storslået. Musikken og den dybe, mørke kvindevokal vækker minder fra sidste års mesterværk fra Beach House, men har sit helt eget liv, hvor fokus er på intimt sammenspil og masser af lækre guitarsoli.
Sagt i et tweet: storladen, intim og dramatisk shoegaze
MySpace
02. Portico Quartet: Knee-deep in the North Sea (re)
Knee-deep in the North Sea blev udgivet første gang i 2007 – en udgivelse der fik kvartetten nomineret til den prestigefyldte Mercury Price. Siden er den kommet under kærlig behandling af producer John Leckie og blev genudgivet i januar i år. En markant del af Portico Quartets lydbillede er den såkaldte Hang, der omgiver alle numre med en ualmindelig fin og usædvanlig klang. Kvartetten formår til stadighed at balancere mellem jazz, world og rock, og på dette album, som jo er deres debut, cementerer de deres enorme potentiale og evne til at pirre lytterens nysgerrighed med lige dele pågående melodier og delikat underspillede nuancer.
Sagt i et tweet: nyskabende londonsk verdensjazz
Downlån
01. Dan Mangan: Oh fortune
Jeg har glædet mig rigtig meget til at skrive om dette album, som på få måneder har indtaget en suveræn førsteplads som årets album for mig. Det er tredje album fra den canadiske singer-songwriter, som i flere år har spillet både Nordamerika og Europa tyndt på barer, intimscener og hvem der nu ville have ham. Oh Fortune har et tårnhøjt bundniveau (det vil næsten være en skam at tale om “bund” i denne sammenhæng, da ikke en eneste skæring kan undværes) takket være Dan Mangans evne til at skrive fængende, charmerende og smukke sange, udtrykt med hans på en gang hæse og bløde, hviskende og råbende stemme. Der er en underspillet storladenhed, der går som en rød tråd gennem hele albummet, som er så raffineret at man konstant overraskes af lækre riffs, strygere og blæsere. Det er et på mange måder fuldendt album, der fortjener en plads i enhver pladsesamling med respekt for sig selv.
Sagt i et tweet: fænomenal showcase af neo-folk anno 2011
MySpace
Af Claus Dalgaard
At finde de 10 bedste udgivelser anno 2011 burde være en smal sag – indtil man pludselig har over 20 albums stående på listen og skal til at frasortere…
Flere af de gamle kendinge har udgivet fine plader i dette år; Wire beviser at de stadig har nerve med Red Barked Tree, Elbow har med Build A Rocket Boys lavet endnu smukt mesterværk, Wild Beasts er på deres tredje album Smother ikke løbet helt tør for sære idéer, Gary Numan har begået sit bedste album i mange år med Dead Son Rising og nogle af årets smukkeste og hårrejsende melodier er at finde på Ladytrons Gravity The Seducer…
Imidlertid er det ikke disse kunstnere der havnede på top 10 listen, men derimod nedenstående i omvendt rækkefølge:
10. Danger Mouse & Daniele Luppi – Rome
Brian Burton og Daniele Luppi hylder med Rome de italienske spaghettiwesterns. Man hører tydeligt inspirationen fra Ennio Morricone, og koret Cantori Moderni, som bl.a. lagde stemmer til The Good, The Bad And The Ugly er gendannet for at være med på denne plade. Jack White og Norah Jones kigger også forbi på nogle numre for at skabe lidt adspredelse.
Bestil – downlån
09. Horrors – Skying
The Horrors startede som garage-punk på deres første album Strange House, transformerede sig derefter til post-punk shoegaze på Primary Colours og leverer nu melodiøs midt-80’er synth-pop på deres tredje udspil. På skrift lyder det som en tilbagegang, men deres blanding af Echo & The Bunnymen, Psychedelic Furs og Simple Minds er faktisk en charmerende og tilfredsstillende oplevelse.
Bestil – downlån
08. Roll The Dice – In Dust
Kan du lide elektronisk musik a’la Tangerine Dream og Klaus Schulze? Look no further – den norske duo går her de gamle mestre i bedene, komplet med lange monotone passager, uden at de mister deres egen stil og lyd.
Stream fra SoundCloud
07. Planningtorock – W
Planningtorock er Janine Rostron, som tilsyneladende har fået smag for at lege med pitchcontrol på sin vokal. Her på hendes andet album, vil den opmærksomme lytter måske komme til at tænke på Fever Ray aka Karin Dreijer fra The Knife, og ikke uden grund. Rostron har medvirket på soundtracket til Tomorrow, In A Year-operaen sammen med The Knife og har måske hentet et par fif eller tre i den forbindelse.
Bestil – downlån
06. Kreidler – Tank
Kreidler disker denne gang op med et smukt krautrock album, tilsat lige præcis den mængde elektronisk velbehag, der skal til for at gøre det til det Kreidler-album, jeg har lyttet mest til i en del år.
Bestil
05. Cat’s Eyes – Cat’s Eyes
Endnu mere The Horrors – forsanger Faris Badwan er gået sammen med Rachel Zeffira, en canadisk sopran. Stilen er atmosfærisk, små-psychdelisk 60’er pop, a’la Broadcast, blandet med mørke undertoner. Skal høres!
Bestil – downlån
04. Kasabian – Velociraptor!
Lige fra deres første album har jeg holdt af Kasabian, og har været spændt på, om de kunne holde den høje standard på deres fjerde album. Deres forrige album The West Rider Pauper Lunatic Asylum skulle vise sig umuligt at toppe, men Velociraptor! er stadig head and shoulders above most of the rest…
Bestil – downlån
03. Plaid – Scintilli
Endelig fik Plaid gjort deres længe ventede Scintilli-album færdigt… og de skuffer ikke! Det bliver som sædvanligt en fortryllende rejse igennem den efterhånden hårdt prøvede IDM-genres forskellige facetter. På flere af numrene er en utydelig kvindevokal tværet delikat ind i mixet af glockenspiel og elektronisk magi; på Unbank giver synthbassen associationer til 60’er temaet fra Dr. Who og der ryger også lidt forvrænget Dubstep wobble bass i gryden på Sömnl… Smukt!
Er indkøbt til biblioteket – kan bestilles fra uge 51.
02. Cold Cave – Cherish The Light Years
Fra første nummer får Cold Caves melodiske synth-pop lytteren op af stolen, eller hvad man ellers foretrækker af hvilepositionsmøbel. Med en bombastisk stilsikker attitude, har trioen fra New York finpoleret deres new wave-genre til perfektion og leverer et album med masser af kød og indtagende melodier. Tænk energisk Cure, New Order, XTC etc.
Bestil – downlån
01. Silk Flowers – Ltd. Form
Den lettere ukendte New Yorker-trios trdje udspil efter et mini-album og en EP rammer nu helt de rigtige strenge. Deres D.I.Y. lo-fi lyd er knap så udpræget, og denne gang har de smidt flere midt-80’er synths i mixet, hvad der får det hele til at lyde som en gang afslappet New Order anno Brotherhood, hvor Aviram Cohens vokal faktisk kan minde om Ian Curtis. Halvdelen af numrene er instrumentale, men med deres lidt italo-disco agtige tilgang, giver summen af det hele et album der absolut ikke må forbigås, hvis man er til genren post-lo-fi-italio-disco-punk!
MySpace
Sølle tre blogindlæg er det blevet til i år. Jeg beklager. Men nu er det atter jul, og dermed tid til den årlige dom over årets udgivelser. 2011 har været et spændende år med masser af lækker musik og nye, lovende navne. Jeg starter blødt ud med mit bud på årets 11 bedste sange. Årets bedste udgivelser følger snarest. Og som noget nyt har jeg i år valgt at prioritere listerne. Så hold på hat og briller, her kommer første liste:
11. Herman Dune: Tell Me Something I Don’t Know
Det nye album fra Herman Dune, Strange Moosic, er i sig selv ikke videre spektakulært, men denne førstesingle udgjorde for en stor del mit sommersoundtrack. Sangen har en lethed og energi, som man ikke kan lade være med at blive fanget af. Husk også at se musikvideoen med Jon Hamm (!) og en blå yeti (!!).
10. The Low Anthem: Boeing 737
Hvor The Low Anthem ofte sværger til minimalistiske vokalharmonier og stille, eftertænksomme melodier, smider de på “Boeing 737” alle hæmninger og leverer et enestående nummer på deres nyeste album, Smart Flesh. Sangens referencer til 9/11 og Philippe Petit, der krydsede rummet mellem de to tårne på sin wire i ’74, føjer blot yderligere til gåsehuden, der langsomt spreder sig, som sangen skrider frem.
9. Real Ones feat. Susanne Sundfør: Sister to All
To af mine yndlingsnordmænd har for en sang slået plajterne sammen på det nyeste album fra Real Ones. Det er det bedste fra to verdener, når folkemusikerne fra Real Ones synger duet med sidste års stjernevokalist, Susanne Sundfør. De velkendte guitarer kombineret med Sundførs exceptionelle stemme er en lækker blanding, der bør bides mærke i.
8. Laura Gibson: La Grande
“La Grande” er første single fra det kommende Laura Gibson-album af samme titel, der udkommer til januar. Og den varsler, at der er gode ting på vej fra den Portland-baserede sangerinde. Hun har denne gang ladet stå guitaren i baggrunden og fokuseret på en fængende tromme og sin fine, spøde stemme. One to watch i 2012.
7. Wye Oak: Civilian
Wye Oaks album, Civilian, var det første store album i 2011, og førstesinglen af samme navn var den første store sang. Storladen, melankolsk og smuk – med Jenn Wasners på én gang mørke og lette stemme i front.
6. Dry the River: No Rest
Jeg opdagede Dry the River til årets Berlin Festival, hvor de imponerede med lige dele nærvær, rockede guitarer og en folket kerne. “No Rest” er en inderlig kærlighedserklæring, der skriger på opmærksomhed – og det får den i allerhøjeste grad.
5. O’Death: Black Dress
O’Death vendte i år tilbage efter mere end et års dvale, hvor trommeslager David Rogers-Berry har kæmpet mod en kræftsygdom. De kom tilbage stærkere end nogensinde, og “Black Dress” er et smukt, omend dystert, vidne om bandets vilje til at vende modgang til en ny begyndelse.
4. Jonathan Jeremiah: Lost
Lyden af solskin. Jeg har sagt det før, og siger det gerne igen: Jonathan Jermiahs musik rummer en helt enorm varme og dybde, som man ikke støder på ofte disse dage. Anmeldelserne har været hårde, men ignorer dem og sæt denne sang på anlægget en regnvåd søndag og lad dig omgive af de varme strygerarrangementer og hans uendeligt bløde stemme.
3. Portico Quartet: Ruins
Jeg har før lovprist Portico Quartets evner til at ramme lige præcis dén linie der adskiller jazz og rock, og som gør dem så pokkers svære at sætte i bås. De fire fyre fra London er konsekvent dygtige og nyskabende, og er et frisk pust i en musikverden, hvor man efterhånden synes man har hørt det hele. “Ruins” er en forløber for deres nye album, der udkommer til januar.
2. The Head and the Heart: Lost In My Mind
Det har været et forrygende år for THATH – de har turneret en vis del ud af bukserne, men har til gengæld også høstet frugterne deraf. De har spillet for udsolgte huse i USA og blev i oktober inviteret til at spille hos David Letterman. “Lost in my mind” er deres superhit og det med god grund. Den har alt, hvad en god sang skal have: fine vokalharmonier, den gradvise opbygning og en eksplosion af et omkvæd.
1. Dan Mangan: Post-war Blues
Dan Mangan kom skøjtende ind i mit liv i september og slog med det samme fast, at han var kommet for at blive. “Post-war Blues” er et højdepunkt blandt højdepunkter på det nye album, Oh Fortune, men det fængende riff, insisterende omkvæd og Dans fantastiske hæse stemme gør, at lige præcis denne sang står ud som årets absolut bedste sang i min bog.
Odense Musikbiblioteks blog 