Sølle tre blogindlæg er det blevet til i år. Jeg beklager. Men nu er det atter jul, og dermed tid til den årlige dom over årets udgivelser. 2011 har været et spændende år med masser af lækker musik og nye, lovende navne. Jeg starter blødt ud med mit bud på årets 11 bedste sange. Årets bedste udgivelser følger snarest. Og som noget nyt har jeg i år valgt at prioritere listerne. Så hold på hat og briller, her kommer første liste:
11. Herman Dune: Tell Me Something I Don’t Know
Det nye album fra Herman Dune, Strange Moosic, er i sig selv ikke videre spektakulært, men denne førstesingle udgjorde for en stor del mit sommersoundtrack. Sangen har en lethed og energi, som man ikke kan lade være med at blive fanget af. Husk også at se musikvideoen med Jon Hamm (!) og en blå yeti (!!).
10. The Low Anthem: Boeing 737
Hvor The Low Anthem ofte sværger til minimalistiske vokalharmonier og stille, eftertænksomme melodier, smider de på “Boeing 737” alle hæmninger og leverer et enestående nummer på deres nyeste album, Smart Flesh. Sangens referencer til 9/11 og Philippe Petit, der krydsede rummet mellem de to tårne på sin wire i ’74, føjer blot yderligere til gåsehuden, der langsomt spreder sig, som sangen skrider frem.
9. Real Ones feat. Susanne Sundfør: Sister to All
To af mine yndlingsnordmænd har for en sang slået plajterne sammen på det nyeste album fra Real Ones. Det er det bedste fra to verdener, når folkemusikerne fra Real Ones synger duet med sidste års stjernevokalist, Susanne Sundfør. De velkendte guitarer kombineret med Sundførs exceptionelle stemme er en lækker blanding, der bør bides mærke i.
8. Laura Gibson: La Grande
“La Grande” er første single fra det kommende Laura Gibson-album af samme titel, der udkommer til januar. Og den varsler, at der er gode ting på vej fra den Portland-baserede sangerinde. Hun har denne gang ladet stå guitaren i baggrunden og fokuseret på en fængende tromme og sin fine, spøde stemme. One to watch i 2012.
7. Wye Oak: Civilian
Wye Oaks album, Civilian, var det første store album i 2011, og førstesinglen af samme navn var den første store sang. Storladen, melankolsk og smuk – med Jenn Wasners på én gang mørke og lette stemme i front.
6. Dry the River: No Rest
Jeg opdagede Dry the River til årets Berlin Festival, hvor de imponerede med lige dele nærvær, rockede guitarer og en folket kerne. “No Rest” er en inderlig kærlighedserklæring, der skriger på opmærksomhed – og det får den i allerhøjeste grad.
5. O’Death: Black Dress
O’Death vendte i år tilbage efter mere end et års dvale, hvor trommeslager David Rogers-Berry har kæmpet mod en kræftsygdom. De kom tilbage stærkere end nogensinde, og “Black Dress” er et smukt, omend dystert, vidne om bandets vilje til at vende modgang til en ny begyndelse.
4. Jonathan Jeremiah: Lost
Lyden af solskin. Jeg har sagt det før, og siger det gerne igen: Jonathan Jermiahs musik rummer en helt enorm varme og dybde, som man ikke støder på ofte disse dage. Anmeldelserne har været hårde, men ignorer dem og sæt denne sang på anlægget en regnvåd søndag og lad dig omgive af de varme strygerarrangementer og hans uendeligt bløde stemme.
3. Portico Quartet: Ruins
Jeg har før lovprist Portico Quartets evner til at ramme lige præcis dén linie der adskiller jazz og rock, og som gør dem så pokkers svære at sætte i bås. De fire fyre fra London er konsekvent dygtige og nyskabende, og er et frisk pust i en musikverden, hvor man efterhånden synes man har hørt det hele. “Ruins” er en forløber for deres nye album, der udkommer til januar.
2. The Head and the Heart: Lost In My Mind
Det har været et forrygende år for THATH – de har turneret en vis del ud af bukserne, men har til gengæld også høstet frugterne deraf. De har spillet for udsolgte huse i USA og blev i oktober inviteret til at spille hos David Letterman. “Lost in my mind” er deres superhit og det med god grund. Den har alt, hvad en god sang skal have: fine vokalharmonier, den gradvise opbygning og en eksplosion af et omkvæd.
1. Dan Mangan: Post-war Blues
Dan Mangan kom skøjtende ind i mit liv i september og slog med det samme fast, at han var kommet for at blive. “Post-war Blues” er et højdepunkt blandt højdepunkter på det nye album, Oh Fortune, men det fængende riff, insisterende omkvæd og Dans fantastiske hæse stemme gør, at lige præcis denne sang står ud som årets absolut bedste sang i min bog.
Odense Musikbiblioteks blog 