Det har været endnu et stille halvår her på bloggen. Jeg beklager. Det er dog ikke på grund af inaktivitet på musikbiblioteket. Tværtimod er der sket rigtig meget. Blandet meget, meget andet har en populær Kulturnat, en fantastisk koncert med Jacob Fischer Trio, endnu et udsolgt babymusik-forløb, spændende konservatoriekoncerter og ikke mindst en meget trist nyhed holdt os travlt beskæftiget.
Men travlhed eller ej, skal listen over årets bedste album publiceres. Det har været endnu et spændende år på albumfronten – og med et par gode overraskelser. Dog synes første kvartal af hvert år at gå med at følge op på oversete udgivelser fra det forløbne år. Derfor vil jeg starte dette års liste med “honourable mentions” fra 2011.
Bill Ryder-Jones: If –
If – er noget så sjældent som et soundtrack til en roman, nærmere bestemt Italo Calvinos Hvis en vinternat en rejsende. Nu har jeg ikke selv haft fornøjelsen af at læse denne bog, men hvis historien er lige så smuk som albummet, er der gode ting i vente. Hvert track knytter sig til et kapitel i bogen, hvilket giver musikken et usædvanligt fint flow og udvikling, som albummet skrider frem. Den tidligere The Coral-guitarist Bill Ryder-Jones viser med denne debut, at han mesterer smukke, filmiske kompositioner såvel som den mere jordnære folk/rock.
Caution! Art Kills!: Current affairs
Ligesom sidste år startede mit 2012 med god jazz. C!AK! har efterhånden spillet nogle gange på Musikbiblioteket, og det har været en fornøjelse at følge deres udvikling fra deres (i mit hoved) efterhånden episke fortolkning af Röyksopps “Eple” til dette andet album, hvor de tre instrumentalister rigtig får lov til at folde sig ud og vise hvad de kan hver især. Igen giver de jazzede fortolkninger af rocksange (fx The Zombies’ “This will be our year”), men det er deres egne kompositioner, der for alvor får trioen til at træde i karakter som en af de mest interessante klavertrioer herhjemme.
Nils Petter Molvær: Baboon moon
Trompetisten Nils Petter Molvær er en efterhånden ikke ukendt figur på den skandinaviske jazzscene. Hans seneste soloudspil er dette album fra sidste år – et album jeg desværre fik øjnene op for alt for sent. Det er jazz, og så alligevel. Han har gjort det til en kunst at blande jazzen med virkemidler, som vi kender dem fra rock og electronica, blandt andet samples, hårdtslående trommer og ikke mindst masser af twang. Lyt fx til åbningsnummeret “Mercury heart,” der starter ud med en simpel trompetsolo og langsomt udvikler sig til en regulær hanekamp mellem trompeten på den ene side og trommer, bas og guitar på den anden. Smukt.
Lisa Hannigan: Passenger
Passenger er album nummer to fra den irske sangfugl, der startede sin karriere som en del af Damien Rices band. Det er ukompliceret folk-pop af bedste skuffe – hvad der får Lisa Hannigan til at skille sig fra mængden er hendes helt fænomenale stemme, der sagtens kan måle sig med de bedste kvindelige singer/songwriters derude.
Og nu til det vi er kommet for: de bedste album fra i år, nænsomt udvalgt af yours truly. I vilkårlig rækkefølge:
Beach House: Bloom
Baltimore-duoen vendte i år tilbage med det første album siden forrige års triumf af en shoegaze-storsælger, Teen dream. De er kommet rigtig langt siden debuten Beach House fra 2006. De har fundet en higende, drømmende lyd, der er helt deres egen, og som emmer af lange lyse nætter blandt gode venner.
Bowerbirds: The clearing
Bowerbirds var for mig i mange “bare” endnu et hyggeligt folk-rock band – indtil jeg så dem live for første gang i foråret, hvor de fuldstændigt slog benene væk under mig med et stille snuptag. Ofte får man et andet indtryk af musikken, når man har hørt den live, og Bowerbirds er ingen undtagelse. Lyt til fine numre som “Overcome with light” og “Tuck the darkness in” og fornem en trio, der hviler helt i sig selv og deres musik.
Tu Fawning: A monument
Der var aldrig tvivl om, at dette album skulle med på listen over årets bedste album. Portland-kvartetten har undergået en kæmpe udvikling siden debutalbummet Hearts on hold (2010), og står i dag som et af de mest interessante og originale bands fra den über-kreative Pacific Northwest-region. Musikken kan nærmest beskrives som en slags folk noir – håndgribelig, mørk, følelsesladet og bjergtagende smuk.
Dry the River: Shallow bed
Det er ikke uden grund, at Gaffas anmelder begejstret og betaget gav London-bandet seks ud af seks stjerner for deres koncert i Aarhus tilbage i november. DtR har turneret verden tynd de seneste par år og er med lynets hast blevet garvede og toptunede livemusikere med noget på hjerte. De spiller med en sjælden hørt inderlighed og energi. Om man er til pæne folk-rock-drenge eller ej, vil Shallow bed efterlade en både opløftet og med ønsket om mere af samme skuffe.
Django Django: Django Django
Django Django (der påstår, at deres navn intet har at gøre med Django Reinhardt) er årets positive overraskelse. Jeg faldt tilfældigt over dem for et par måneder siden og fra første anslag var der ingen tvivl om, at disse drenge var noget helt specielt. Deres fuldstændigt hensynsløse mix af rock, surf, electronica og effekter går rent ind og spiller på samtlige tangenter, der skal til for at skabe et helstøbt og originalt album. LYT.
Dirty Three: Toward the low sun
Dirty Three kunne i år fejre 20 års jubilæum som band (var de gift, ville det have været porcelænsbryllup – så lærte vi også lidt i dag). Og beskidte er de. Musikken er støvet, skramlet og støjende, men det virker og det australske trekløver rammer atter plet med dette deres ottende studiealbum. Med Warren Ellis’ vilde violin i forgrunden cementerer bandet, at verden langt fra har hørt det sidste til Dirty Three.
Alt-J: An awesome wave
Den engelske kvartet vandt i år Mercury Prize (en pris Django Django også var nomineret til), og det med god grund. An awesome wave er en lækker blanding af det bedste fra rock og electronica tilsat forsanger Joe Newmans unikke, lyse stemme. Det er et album, man sagtens kan holde til at lytte til flere gange i træk – for lige så gennemtænkt og gennemarbejdet det er, gennemsyres sangene også af en slags uskyld og naivitet.
Gonzales: Solo piano II
Chilly Gonzales er en mand, man ikke skal prøve at sætte i bås. Han har i sin musikalske karriere (der startede da han som treårig lærte sig selv at spille klaver) bevæget sig inden for et hav af genrer – lige fra jazz over hip hop til solo piano. Solo piano II tager tråden op hvor Solo piano for otte år siden slap med minimale klaverkompositioner af bedste skuffe. Det er årets nok smukkeste album fra en uventet kunstner (eller entertainer, som han nok selv ville sige).
Hilary Hahn & Hauschka: Silfra
Aldrig har mødet mellem USA og Tyskland taget sig så smukt ud, som da Hilary Hahn mødte Hauschka. De to har en unik intuitiv fornemmelse af hinandens instrumenter (hhv. violin og præpareret piano) og musikalitet – en evne der tillod dem at indspille dette album udelukkende på improvisationer. Resultatet er det bedste fra begge sider af Atlanten: stykker der konstant udfordrer og komplimenterer hinanden og stiger og falder med en metronoms præcision.
Odense Musikbiblioteks blog 