Bedste udgivelser i 2012 pt. 1

Så er det ved at være den tid igen: en opsamling på det seneste halvårs bedste udgivelser ifølge yours truly. Jeg har endnu til gode at blive fuldstændig blæst omkuld af et album endnu i år – men mon ikke det kommer. Som sædvanlig i uprioriteret rækkefølge:

Beach House: Bloom
Beach House udgav i 2010 et af årets allerbedste album, Teen Dream, og deres koncert på Vega samme år var den perfekte sammensmeltning af optimale lydforhold og et band, hvis lyd smukt og drømmende omkransede alle tilstedeværende. Nu er de tilbage med deres fjerde album, der absolut lever op til forgængernes høje niveau. Victoria Legrand er i storform, og de storslåede melodier lyder stadig som soundtracket til lys sommeraften.

Bestil på biblioteketDownload fra BibZoom

Laura Gibson: La grande
Den Portland-baserede singer/songwriter Laura Gibson gør ikke meget væsen af sig. Lidt af en “mother hen” ligner hun. Men når hun først åbner munden og begynder at synge, er hun ikke til at få øjnene fra igen. På sin egen afdæmpede og graciøse måde erobrer hun publikum med sin hviskende følsomme stemme og sange, der bliver hængende i luften som små melodiske perler. Lyt med hovedtelefoner og lad dig omgive af sange fra Oregons skove.

Bestil på biblioteket

The Crackling: Ashen EP
Under det knitrende alias gemmer sig trommeslager, sanger og komponist Kenton Loewen. Han er endnu forholdsvis ukendt udenfor hjemlandet Canada, men hans job som trommeslager for Dan Mangan har skaffet ham en pæn fanbase – og det med rette. Ashen er en charmerende lille folk-rocket EP, der lugter lidt af fuldskæg og skovmandsskjorte – men på den gode måde. Han bliver nok aldrig kæmpestor med udsolgte stadion-koncerter, men det er også helt fint. Hans sange er helt perfekte til intimscener og små festivaler. Men lyt til ham, bliv betaget af hans raspende, beroligende stemme.

Musikvideo til “The Three of You”

Bowerbirds: The clearing
Bowerbirds har med nærværende album scoret et hattrick på album-fronten. De har fundet opskriften på velfungerende og fængende folk, der formår at balancere mellem det minimalistiske (Phil Moores akustiske guitar og Beth Taculars harmonika) og det storladne, det lokale og det verdenskendte. Alt sammen tilsat delikate vokalharmonier og arrangementer, der sikrer at musikken banker løs på trommehinden længe efter du er færdig med at lytte. De spillede på Roskildes Gloria-scene for et par uger siden og vender allerede tilbage til Danmark den 10. august, hvor de spiller på Voxhall. Not to be missed.

Bestil på biblioteketDownload fra BibZoom

Tu Fawning: A monument
Tu Fawning er lidt af det hele og mere til. Den Portland-baserede kvartet med Corrina Repp og Joe Haege i front formår som få andre at tage et øjebliksbillede fra 30’ernes parisiske natklubber (eller som man nu forestiller sig dem) og tilsætte masser futuristiske loops, effekter og trommer. De er blevet et mere helstøbt band siden forrige års debut (Hearts on Hold), og Repps dybe og dragende stemme forfører enhver, der kommer tæt nok på. Resultatet er smukt, mørkt og enestående. En slags folk noir om man vil. Absolut skønhed.

Bestil på biblioteket

Dry the River: Shallow bed
Jeg opdagede Dry the River sidste sommer og så dem som før nævnt både til Berlin Festival og som opvarmning for The Antlers. De har i flere år turneret måsen ud af bukserne, som i år kulminerede med udgivelsen af deres debut-album. Det er ikke fordi deres musik er specielt nyskabende – det er mere den energi og ærlighed, de lægger for dagen, der gør dem fantastiske. Lyt blot til numre som “New Ceremony” og “No Rest”, hvor følelserne kryber helt ind under huden.

Bestil på biblioteketDownload fra BibZoom

Of Monsters and Men: My head is an animal
Nærmest ud af ingenting er de kommet, den islandske sekstet – direkte ud i international anerkendelse, udsolgte koncerter og pladekontrakt med Universal. Og det med god grund. Deres musik er fuld af sommerlig optimisme, lækre dreng-pige-vokalharmonier og bare ren og skær energi. De kommer til København den 19. september, og at dømme ud fra denne nylige Field Recording, er der noget at glæde sig til. De bliver store.

Download fra BibZoom

Portico Quartet: Portico Quartet
Som den opmærksomme læser nok allerede har opdaget, har Portico Quartet en speciel plads i min musiksamling. Deres mix af forskellige genrer og inspirationskilder skaber en særlig dybde i deres lyd, en lyd man ikke ser mange andre steder, hvis overhovedet. På dette deres tredje album har de atter udviklet sig siden forgængeren, Isla (2009). Det er jazz, men det er ikke jazz – det er electronica, men ikke electronica. Det er ren leg med instrumenterne og deres lyde.

Bestil på biblioteketDownload fra BibZoom

3 thoughts on “Bedste udgivelser i 2012 pt. 1

  1. Dorthe Møller siger:

    Kære Camilla, vi havde en del sammenfald sidste år, og Beach House, er også på min liste i år – og så er jeg helt blank på de andre du har nævnt, men vil da straks lige give dem et lyt. Jeg havde det også lidt som dig at jeg ikke synes jeg var helt overvældet af årets plader, men en intensiv lytning de sidste par uger er ved at have givet mig nogle meget solide udgivelser. Så måske du i det følgende kan finde noget der falder i din smag 🙂
    Exitmusic – Passage
    2:54 – 2:54
    Dum Dum Girls – End of Daze
    Archive – With Us Until You’re Dead
    Daughn Gibson – All hell
    Melody’s Echo Chamber – st.
    Dreamscape – La-Di-Da-recordings

    (Men er forøvrigt slet ikke færdig med min liste, så måske jeg når at finde den plade der virkelig bliver årets scoop:-)

  2. Camilla Thomsen, Odense Musikbibliotek siger:

    Kære Dorthe. Mange tak for din kommentar og input. Jeg kan se, der vist også er en del album, jeg skal have fulgt op på. Har kun lyttet til Exitmusic indtil videre. Er så småt begyndt at se frem til den fulde årsliste, jeg plejer at skrive her i november/december.
    Skriv gerne din endelige liste, når du når så langt 🙂

    Mange hilsner
    Camilla

  3. Dorthe Møller siger:

    Kan ihvertfald melde at Tu Fawning ryger rent ind. Super plade 🙂

    Formoder du har hørt den nye Antlers : Undersea, og trods det kun er en Ep, holder den fint. Men når du alligevel er i gang så prøv også lige
    XX – The Coexist (igen et stabilt udspil)
    Paul Banks har to udgivelser i år Banks og Julian Plenti Lives, det er absolut værd at lytte til begge to.
    John Cale: Shifty adventures in Nookie Wood har glædeligt overrasket mig
    Cold Specks – I Predict a Graceful Expulsion
    The White Album – Conqustador
    Land Observation – Roman Roads IV-XI
    Bat for Lashes – The Haunted Man
    Ane Trolle – Honest Wall
    Marie Fisker – So, Hoes & Heroes (rigtig godt supplement når Trentemøller ikke kom med noget i år 🙂
    Patrick Watson – Adventures in Your Own Backyard

    Mit generelle problem i år har været at jeg lidt er kørt træt af skovmandshytterne og skægvæksten, og synes de udspil der har kommet fra den front, har været en kende for glatpoleret og perfekte. Manglede lyden af knirkende brædder. Tilgengæld har Shoegazer lyden vundet indpas og der er kommet en del der bringer erindringer den vej (for ikke at nævne at Cocteau Twins og Beach House ikke har levet forgæves :-). Men skal nok sende den fuldendte liste, når jeg er færdig med at vurdere de små 180 plader der ligger på rotation pt. ….!!

    /kh Dorthe

Skriv en kommentar