Julekalender 2009 – 23. december

The Antlers – Hospice

Der findes konceptalbum, og så findes der konceptalbum. Af de sidstnævnte har Arcade Fires Funeral fra 2004 hidtil stået som en milepæl uden konkurrenter i sigte. Lige indtil i år. Her udgav Peter Silbermans tidligere soveværelsesprojekt, The Antlers, nemlig et helt fantasktisk album med titlen Hospice. Det er et album, der kræver intens lytning (og gerne med booklet’en med teksterne i hånden) fra ende til anden. Egentlig siger albumtitlen og coveret det hele: vi følger en mand, hvis elskede bliver indlagt på et hospice – og kommer hele følelsesregistret igennem, fra tristhed over vrede og glædelige gensyn til sorg.

Musikken understreger til perfektion sangenes varierende stemninger, og Silbermans stemme grænser ofte af til det uhyggelige, når han med en ekstremt personlig empati synger om følelsen af tab og magtesløshed. Hospice er et af årets mest triste album, men absolut også et af de smukkeste. Når det først er trængt ind under huden på en, bliver det der. Rigtig længe. På godt og ondt. Jeg kan ikke anbefale det varmt nok. Tag dig tid til at lytte til det.

Lån på biblioteket

/Camilla Thomsen

Skriv en kommentar