10. Explosions in the Sky: Take care, take care, take care
Over tre år nåede der at gå, før EITS atter lod høre fra sig. Take care, take care, take care er et 46 minutter langt og seks numre kort album, der endnu en gang demonstrerer bandets exceptionelle evne til at afdække hele følelsesspektret med deres mur af guitar og trommer. Albummet når desværre ikke nær så fine højder som de to fabelagtige forgængere, All of a sudden I miss everyone og The earth is not a cold dead place, men smukt er det, når de fire fyre fra Texas maler de mest utrolige lydbilleder, som kravler helt ind under huden på én.
Sagt i et tweet: følelsesladet instrumental wall of sound
Bestil – downlån

09. Zola Jesus: Conatus
Zola Jesus er højst sandsynlingt den mindste kvinde med den største stemme, du nogensinde kommer til at stifte bekendtskab med. Ikke meget højere end 1,5 m er hun, men den operatrænede sangerinde rummer en af de vildeste kvindestemmer dette år har budt på. Det er highs and lows som jeg aldrig har hørt dem før, generøst krydret med synthede beats. Jeg var heldig at se hende live i Portland i oktober – og her viste hun for alvor sit kæmpe potentiale og sin stemmes vidde og dybde.
Sagt i et tweet: maksimal vokal tilsat minimal gothpop
Bestil

08. The Antlers: Burst apart
Det tog mig forholdsvis længe at lytte mig varm på Burst Apart – måske fordi jeg faldt så pladask for forgængeren, Hospice. Men en dag sad den der så i al sin pragt. Hvor “charmen” hos Hospice var den altomfavnende tristhed og stille desperation, fokuserer efterfølgeren på noget andet og mere. Det er på sin vis mere tilgængeligt, men stadig med en helt unik og nærmest privat skrøbelighed, mestendels takket være forsanger Peter Silbermans evne til at formidle teksterne ud i sin stemmeførings ekstremer.
Sagt i et tweet: smuk, skrøbelig, superb
Bestil – downlån

07. Lars Fiil Quartet: Reconsideration
Mit arbejdsår startede med, at jeg fik Lars Fiil Quartets Reconsideration ind ad døren. Så var linien ligesom lagt. For hvad denne debut byder på er ganske spektakulært. Det er legesyg og eftertænksom jazz, der bevæger sig ud over, hvad man normalt kan forvente sig af en debuterende kvartet – det er smukt modellerede kompositioner, der på én og samme tid lader hver instrumentalist stråle og samler dem alle til en velspillende helhed. Det er lige så lækkert og subtilt som det er pågående og åbenbart. Nyd de mange små detaljer, der gemmer sig på numrene – de er værd at bide mærke i.
Sagt i et tweet: legesyg og eksplosiv jazz
Bestil – downlån

06. O’Death: Outside
O’Death har altid været lidt uregerlige, lidt skøre, lidt bonderøvsrockede. Deres trommeslager David Rogers-Berry blev i 2009 ramt af en kræftsygdom, som sendte bandet på en ufrivillig pause, der varede det meste af 2010. De vendte i år tilbage i rampelyset med Outside, et album der ulig deres tidligere ikke fik chancen for at blive testet live, før de gik i studiet. Det gør albummet mere afdæmpet, melodisk og, tør man sige det, gennemtænkt – dog uden nogen sinde at blive sentimental. Og denne modenhed klæder deres lyd rigtig godt – man lytter pludselig på en anden måde og tager sangene til sig, som var de små hemmeligheder, sunget med en nyfunden følsom og erfaren vokal af Greg Jamie.
Sagt i et tweet: melodisk folk-punk
Bestil 

05. The Head and the Heart: The head and the heart
THATH blev oprindeligt udgivet af bandet selv i 2009 – det solgte så godt, at de i 2010 blev signet til det legendariske pladeselskab Sub Pop og genudgivet i år. THATH er 40 minutters folkpoppet perfektion. Det er sjældent, jeg falder over et album, hvor alle sange har samme sprudlende energi, og man sagtens kan høre det fra ende til anden flere gange i træk. De har en helt særlig evne til at brænde igennem live og hver koncert føles som et stort knus – man bliver rørt og revet med af den gode stemning. Der er noget velkendt og samtidig friskt over albummet, som en gammel ven man ikke har set længe og bare glæder sig til at være sammen med igen.
Sagt i et tweet: energisk folkpoppede vokalharmonier
Bestil – downlån 

04. Laura Marling: A creature I don’t know
Dette er det tredje album på blot fire år fra den unge, to gange Mercury Prize-nominerede singer-songwriter. Hun har taget et spring af dimensioner i løbet af det seneste år, både i sine sangskriver-evner og ikke mindst vokalt, hvor hun pludselig har lagt lillepige-imaget fra sig og er blevet til en kvinde med en bundsolid og vanvittig stærk stemme, der rummer kæmpe dybder og de fineste små nuancer. Hvis man syntes de to tidligere album var gode, vil man tabe underkæben ved at lytte til dette. Hun har evnen, talentet og ikke mindst stemmen til at nå lige præcist så langt i denne verden, som hun sætter sig for.
Sagt i et tweet: årets kvindelige singer-songwriter
Bestil – downlån 

03. Wye Oak: Civilian 
Civilian er måske det mest dramatiske album på denne liste, og det med ganske få virkemidler. Det var årets første store rockudgivelse, og den minimale opsætning med Jenn Wasner på guitar og vokal og Andy Stack på trommer og effekter har sjældent lydt mere storslået. Musikken og den dybe, mørke kvindevokal vækker minder fra sidste års mesterværk fra Beach House, men har sit helt eget liv, hvor fokus er på intimt sammenspil og masser af lækre guitarsoli.
Sagt i et tweet: storladen, intim og dramatisk shoegaze
MySpace

02. Portico Quartet: Knee-deep in the North Sea (re)
Knee-deep in the North Sea blev udgivet første gang i 2007 – en udgivelse der fik kvartetten nomineret til den prestigefyldte Mercury Price. Siden er den kommet under kærlig behandling af producer John Leckie og blev genudgivet i januar i år. En markant del af Portico Quartets lydbillede er den såkaldte Hang, der omgiver alle numre med en ualmindelig fin og usædvanlig klang. Kvartetten formår til stadighed at balancere mellem jazz, world og rock, og på dette album, som jo er deres debut, cementerer de deres enorme potentiale og evne til at pirre lytterens nysgerrighed med lige dele pågående melodier og delikat underspillede nuancer.
Sagt i et tweet: nyskabende londonsk verdensjazz
Downlån 

01. Dan Mangan: Oh fortune
Jeg har glædet mig rigtig meget til at skrive om dette album, som på få måneder har indtaget en suveræn førsteplads som årets album for mig. Det er tredje album fra den canadiske singer-songwriter, som i flere år har spillet både Nordamerika og Europa tyndt på barer, intimscener og hvem der nu ville have ham. Oh Fortune har et tårnhøjt bundniveau (det vil næsten være en skam at tale om “bund” i denne sammenhæng, da ikke en eneste skæring kan undværes) takket være Dan Mangans evne til at skrive fængende, charmerende og smukke sange, udtrykt med hans på en gang hæse og bløde, hviskende og råbende stemme. Der er en underspillet storladenhed, der går som en rød tråd gennem hele albummet, som er så raffineret at man konstant overraskes af lækre riffs, strygere og blæsere. Det er et på mange måder fuldendt album, der fortjener en plads i enhver pladsesamling med respekt for sig selv.
Sagt i et tweet: fænomenal showcase af neo-folk anno 2011
MySpace

At finde de 10 bedste udgivelser anno 2011 burde være en smal sag – indtil man pludselig har over 20 albums stående på listen og skal til at frasortere…

Flere af de gamle kendinge har udgivet fine plader i dette år; Wire beviser at de stadig har nerve med Red Barked Tree, Elbow har med Build A Rocket Boys lavet endnu smukt mesterværk, Wild Beasts er på deres tredje album Smother ikke løbet helt tør for sære idéer, Gary Numan har begået sit bedste album i mange år med Dead Son Rising og nogle af årets smukkeste og hårrejsende melodier er at finde på Ladytrons Gravity The Seducer…

Imidlertid er det ikke disse kunstnere der havnede på top 10 listen, men derimod nedenstående i omvendt rækkefølge:

10. Danger Mouse & Daniele Luppi – Rome
Brian Burton og Daniele Luppi hylder med Rome de italienske spaghettiwesterns. Man hører tydeligt inspirationen fra Ennio Morricone, og koret Cantori Moderni, som bl.a. lagde stemmer til The Good, The Bad And The Ugly er gendannet for at være med på denne plade. Jack White og Norah Jones kigger også forbi på nogle numre for at skabe lidt adspredelse.
Bestil – downlån

09. Horrors – Skying
The Horrors startede som garage-punk på deres første album Strange House, transformerede sig derefter til post-punk shoegaze på Primary Colours og leverer nu melodiøs midt-80’er synth-pop på deres tredje udspil. På skrift lyder det som en tilbagegang, men deres blanding af Echo & The Bunnymen, Psychedelic Furs og Simple Minds er faktisk en charmerende og tilfredsstillende oplevelse.
Bestil – downlån

08. Roll The Dice – In Dust
Kan du lide elektronisk musik a’la Tangerine Dream og Klaus Schulze? Look no further – den norske duo går her de gamle mestre i bedene, komplet med lange monotone passager, uden at de mister deres egen stil og lyd.
Stream fra SoundCloud

07. Planningtorock – W
Planningtorock er Janine Rostron, som tilsyneladende har fået smag for at lege med pitchcontrol på sin vokal. Her på hendes andet album, vil den opmærksomme lytter måske komme til at tænke på Fever Ray aka Karin Dreijer fra The Knife, og ikke uden grund. Rostron har medvirket på soundtracket til Tomorrow, In A Year-operaen sammen med The Knife og har måske hentet et par fif eller tre i den forbindelse.
Bestil – downlån

06. Kreidler – Tank
Kreidler disker denne gang op med et smukt krautrock album, tilsat lige præcis den mængde elektronisk velbehag, der skal til for at gøre det til det Kreidler-album, jeg har lyttet mest til i en del år.
Bestil

05. Cat’s Eyes – Cat’s Eyes
Endnu mere The Horrors – forsanger Faris Badwan er gået sammen med Rachel Zeffira, en canadisk sopran. Stilen er atmosfærisk, små-psychdelisk 60’er pop, a’la Broadcast, blandet med mørke undertoner. Skal høres!
Bestil – downlån

04. Kasabian – Velociraptor!
Lige fra deres første album har jeg holdt af Kasabian, og har været spændt på, om de kunne holde den høje standard på deres fjerde album. Deres forrige album The West Rider Pauper Lunatic Asylum skulle vise sig umuligt at toppe, men Velociraptor! er stadig head and shoulders above most of the rest…
Bestil – downlån

03. Plaid – Scintilli
Endelig fik Plaid gjort deres længe ventede Scintilli-album færdigt… og de skuffer ikke! Det bliver som sædvanligt en fortryllende rejse igennem den efterhånden hårdt prøvede IDM-genres forskellige facetter. På flere af numrene er en utydelig kvindevokal tværet delikat ind i mixet af glockenspiel og elektronisk magi; på Unbank giver synthbassen associationer til 60’er temaet fra Dr. Who og der ryger også lidt forvrænget Dubstep wobble bass i gryden på Sömnl… Smukt!
Er indkøbt til biblioteket – kan bestilles fra uge 51.

02. Cold Cave – Cherish The Light Years
Fra første nummer får Cold Caves melodiske synth-pop lytteren op af stolen, eller hvad man ellers foretrækker af hvilepositionsmøbel. Med en bombastisk stilsikker attitude, har trioen fra New York finpoleret deres new wave-genre til perfektion og leverer et album med masser af kød og indtagende melodier. Tænk energisk Cure, New Order, XTC etc.
Bestil – downlån

01. Silk Flowers – Ltd. Form
Den lettere ukendte New Yorker-trios trdje udspil efter et mini-album og en EP rammer nu helt de rigtige strenge. Deres D.I.Y. lo-fi lyd er knap så udpræget, og denne gang har de smidt flere midt-80’er synths i mixet, hvad der får det hele til at lyde som en gang afslappet New Order anno Brotherhood, hvor Aviram Cohens vokal faktisk kan minde om Ian Curtis. Halvdelen af numrene er instrumentale, men med deres lidt italo-disco agtige tilgang, giver summen af det hele et album der absolut ikke må forbigås, hvis man er til genren post-lo-fi-italio-disco-punk!
MySpace

11. Herman Dune: Tell Me Something I Don’t Know
Det nye album fra Herman Dune, Strange Moosic, er i sig selv ikke videre spektakulært, men denne førstesingle udgjorde for en stor del mit sommersoundtrack. Sangen har en lethed og energi, som man ikke kan lade være med at blive fanget af. Husk også at se musikvideoen med Jon Hamm (!) og en blå yeti (!!).

10. The Low Anthem: Boeing 737
Hvor The Low Anthem ofte sværger til minimalistiske vokalharmonier og stille, eftertænksomme melodier, smider de på “Boeing 737″ alle hæmninger og leverer et enestående nummer på deres nyeste album, Smart Flesh. Sangens referencer til 9/11 og Philippe Petit, der krydsede rummet mellem de to tårne på sin wire i ’74, føjer blot yderligere til gåsehuden, der langsomt spreder sig, som sangen skrider frem.

9. Real Ones feat. Susanne Sundfør: Sister to All
To af mine yndlingsnordmænd har for en sang slået plajterne sammen på det nyeste album fra Real Ones. Det er det bedste fra to verdener, når folkemusikerne fra Real Ones synger duet med sidste års stjernevokalist, Susanne Sundfør. De velkendte guitarer kombineret med Sundførs exceptionelle stemme er en lækker blanding, der bør bides mærke i.

8. Laura Gibson: La Grande
“La Grande” er første single fra det kommende Laura Gibson-album af samme titel, der udkommer til januar. Og den varsler, at der er gode ting på vej fra den Portland-baserede sangerinde. Hun har denne gang ladet stå guitaren i baggrunden og fokuseret på en fængende tromme og sin fine, spøde stemme. One to watch i 2012.

7. Wye Oak: Civilian
Wye Oaks album, Civilian, var det første store album i 2011, og førstesinglen af samme navn var den første store sang. Storladen, melankolsk og smuk – med Jenn Wasners på én gang mørke og lette stemme i front.

6. Dry the River: No Rest
Jeg opdagede Dry the River til årets Berlin Festival, hvor de imponerede med lige dele nærvær, rockede guitarer og en folket kerne. “No Rest” er en inderlig kærlighedserklæring, der skriger på opmærksomhed – og det får den i allerhøjeste grad.

5. O’Death: Black Dress
O’Death vendte i år tilbage efter mere end et års dvale, hvor trommeslager David Rogers-Berry har kæmpet mod en kræftsygdom. De kom tilbage stærkere end nogensinde, og “Black Dress” er et smukt, omend dystert, vidne om bandets vilje til at vende modgang til en ny begyndelse.

4. Jonathan Jeremiah: Lost
Lyden af solskin. Jeg har sagt det før, og siger det gerne igen: Jonathan Jermiahs musik rummer en helt enorm varme og dybde, som man ikke støder på ofte disse dage. Anmeldelserne har været hårde, men ignorer dem og sæt denne sang på anlægget en regnvåd søndag og lad dig omgive af de varme strygerarrangementer og hans uendeligt bløde stemme.

3. Portico Quartet: Ruins
Jeg har før lovprist Portico Quartets evner til at ramme lige præcis dén linie der adskiller jazz og rock, og som gør dem så pokkers svære at sætte i bås. De fire fyre fra London er konsekvent dygtige og nyskabende, og er et frisk pust i en musikverden, hvor man efterhånden synes man har hørt det hele. “Ruins” er en forløber for deres nye album, der udkommer til januar.

2. The Head and the Heart: Lost In My Mind
Det har været et forrygende år for THATH – de har turneret en vis del ud af bukserne, men har til gengæld også høstet frugterne deraf. De har spillet for udsolgte huse i USA og blev i oktober inviteret til at spille hos David Letterman. “Lost in my mind” er deres superhit og det med god grund. Den har alt, hvad en god sang skal have: fine vokalharmonier, den gradvise opbygning og en eksplosion af et omkvæd.

1. Dan Mangan: Post-war Blues
Dan Mangan kom skøjtende ind i mit liv i september og slog med det samme fast, at han var kommet for at blive. “Post-war Blues” er et højdepunkt blandt højdepunkter på det nye album, Oh Fortune, men det fængende riff, insisterende omkvæd og Dans fantastiske hæse stemme gør, at lige præcis denne sang står ud som årets absolut bedste sang i min bog.

Yuck – Yuck

Der er intet ulækkert over Yuck. Bandet består af to tidligere medlemmer fra hedengangne Cajun Dance Party, og sammen med deres nye venner har de begået et debutalbum, der lyder mere som 90′erne end de fleste bands fra 90′erne faktisk gjorde.

Bestil – downlån

The Dodos – No color

The Dodos har altid haft en speciel plads i min musiksamling. Nok er der ikke megen nyskabelse fra det ene album til det næste, men why fix it if it ain’t broken? Denne gang har de dog allieret sig med Neko Case, og med fremragende resultater! Bedste album siden Visitor.

Bestil – downlån

Jonathan Jeremiah – A solitary man

At jeg er vild med Jonathan Jeremiah er vist ikke nogen hemmelighed længere. Jeg står ved, at hans musik er lyden af solskin – analog, varm og fuld af sjæl. Albummet er en sjælden set og hørt  perle, og jeg kan ikke anbefale det varmt nok.

Downlån

The Head and the Heart – The head and the heart

Seattle-bosiddende The Head and the Heart har jeg lyttet rigtig, rigtig meget til her i foråret. Albummet er fuld af dejlige vokalharmonier, folk-poppede melodier og sange man ikke kan undgå at synge med på.

Downlån

Architecture in Helsinki – Moment bends

Der er gået mere end tre år siden verden sidst hørte noget til AIH, men Moment Bends er bestemt ventetiden værd. Jo, det er 80′er cheesy og Eurovisionen værdig – men tag stemningen til dig. Det er det perfekte sommer-album: glad i låget og dans i græsset.

Bestil – downlån

Lars Fiil Kvartet – Reconsideration

Ung Jazz-vinderne Lars Fiil Kvartet spillede på Musikbiblioteket til Spil Dansk Dagen sidste år, og beviste eftertrykkeligt, hvorfor de vandt konkurrencen. De spiller legesyg, eftertænksom og moderne jazz, der er til at tage at føle på. Den unge danske jazzscene lever i bedste velgående.

Bestil – downlån

Portico Quartet – Knee-deep in the North Sea (re)

Hvis jeg kort skal opsummere, så er bands som Portico Quartet for mig grunden til at jeg overhovedet beskæftiger mig med musik. Deres lyd er spændende, udfordrende og helt deres egen. De hverken kan eller skal sættes i en genre-bås – de skal bare opleves.

Bestil – downlån

O’Death – Outside

O’Death har altid været lige dele galskab og duracell-energi. På Outside har de tonet ned for galskaben og op for melodiøsiteten, som altid har ligget og luret. Og det klæder dem rigtig meget. De har rejst sig fra de seneste års modgang og er tilbage med mere vilje og kraft end nogensinde før.

Stream hele albummet som e-card

Wye Oak – Civilian

Civilian var årets første store album for mig. Det havde lidt af det hele; minder tilbage til sidste års Beach House-glæde, drama og lige tilpas med storladenhed og lækre guitarer. Det er et gennemført album, som jeg bliver ved med at vende tilbage til.

Stream “Civilian” fra Soundcloud

[edit] Bonus:

The Antlers – Burst apart

@mkkl mindede mig i går om det nye, fantastiske album fra The Antlers. Indrømmet, jeg undgik i lang tid at lytte til albummet, da jeg frygtede at blive skuffet oven på det (i mangel på bedre ord) geniale Hospice. Men frygten viste sig ubegrundet, og albummet her er milevidt fra forgængerens dystre, melankolske stemning. Det er let og smukt – men stadig med Peter Silbermans skrøbelige vokal i front.

Bestil – downlån

Explosions in the Sky – Take care, take care, take care

Explosions in the Sky er et band, der lader musikken tale – det er de store følelser, der bliver formidlet gennem deres smukke, langstrakte guitarflader og dramatiske instrumentaliseringer. Ganske få sange kan få hårene til at rejse sig på samme måde som EITS’ melodier.

Downlån

/Camilla Thomsen

Det er lidt svært at sige, præcis hvad det er, der gør ham til noget særligt – og hvorfor jeg lige har lyttet til albummet tre gange i træk. Måske er det hans soulede, følsomme og underspillede vokal. Eller de fantastiske strygerarrangementer fra The Heritage Orchestra. Eller måske er det bare den vidunderlige tidløshed, der omgiver hele pladen. Alle sangene er indspillet analogt, hvilket giver lyden en lækker dybde og varme. Hans musik er lyden af solskin.

Hvis du kun køber ét album i denne måned (som ellers er spækket med store udgivelser), så sørg for søren for, at det bliver dette. Og hvis du er til ekstra forkælelse, så køb det på vinyl.

Jonathan Jeremiah – Lost

Downlån fra BibZoom.dk

/Camilla Thomsen

Eksilfynboerne i Plök fortæller i denne podcast blandt andet om aktuelle inspirationskilder, en underlig liveoptræden i en boksering og vigtigheden i den digitale kontakt med deres fans og ligesindede. Hør desuden smagsprøver fra debutalbummet, Sing us yr guillotine gospel.

Bandet startede ud som en trio umiddelbart før årtusindskiftet og hældede dengang primært til bizarre covernumre og russiske drukvalse med politiske budskaber. Senere blev de en mand rigere og fandt deres egen markante lyd blandt tingeltangel, beats og synthesizers.

Sidste års brag af et show på SPOT Festival skabte med eftertryk ringe i vandet – de nåede faktisk så langt som Tyskland, Holland og Frankrig. Så i løbet af april måned fatter Plök instrumenterne og drager syd for grænsen for at sprede deres vilde beats og krøllede budskaber om forårets komme.

Plök spiller desuden på Musikbiblioteket i Odense torsdag den 7. april kl. 20 til en usædvanlig bibliotekskoncert, der med sikkerhed kommer til at blæse støvet af hylderne.

Download podcasten med Plök fra BibZoom.dk

Plök har samlet to lister med numre, der alle på en eller anden måde har været med til at påvirke bandets lyd og leben.

Bliprock, vralterytmik, bloptronik og hjertevarme
1. Battles – The Line
2. Deerhoof – The Perfect Me
3. Zach Hill – The Primitives Talk
4. The Faint – Agenda Suicide
5. Holy Fuck – Red Lights
6. Silver Apples – You & I
7. Ratatat – Lex
8. Liars – A Visit From Drum Troels’ favorit
9. Radiohead – Idioteque Mikkels favorit
10. Blur – Battle
11. Jaga Jazzist – Animal Chin
12. Akron/Family – Moment
13. Bob Hund – Bli Aldrig Som Os, Bli Värre
14. Speaker Bite Me – Uh-Ah
15. Hank Williams – Long Gone Lonesome Blues Mikkels favorit
16. Captain Beefheart – Bat Chain Puller

Absolut tju-bang/gak/du-gaff/bum
1. The Smashing Pumpkins – Where Boys Fear To Tread
2. The Blood Brothers – Set Fire To The Face On Fire
3. Deftones – Be Quiet And Drive (Far Away) Peters favorit
4. Ex-Girl – Cucumber Surrender
5. Mr. Bungle – My Ass Is On Fire Troels’ Favorit
6. Mudvayne – Internal Primates Forever
7. Hoven Droven – Timas-Hans
8. Meshuggah – In Death Is Death
9. Squarepusher – Delta-V
10. Polysics – I My Me Mine
11. Düreforsög – Raticulous Peters favorit
12. Primus – Sgt. Baker
13. Converge – Plagues
14. The Mars Volta – Take The Veil Cerpin Taxt
15. Incubus – A Certain Shade Of Green

Læs desuden Musik.mag’s ristning af bandet i forbindelse med sidste års SPOT Festival.

Delphic – Acolyte
Manchester-trioen bragte den nordengelske by tilbage på det musikalske landkort med dette brag af et debutalbum. Ved første øjekast måske “endnu et af de dér post-punk bands” – men når man lytter efter, er det her intelligent, facetteret og kompleks musik, der samtidig formår at sætte gang i dansegulvet. Som bonus har Acolyte et af årets allerfedeste covers.
Downlån – lån på biblioteket

John Grant – Queen of Denmark
Den tidligere Czars-frontmand gik i år egne veje med Midlake som følgesvende. Og det gjorde han ud over al forventning. Queen of Denmark har ingen bånd til Danmark som sådan, men et par billige point scorer han da for titlen. Bortset fra det, er det et album fuld af bidske tekster (tag fx skæring 9, “Jesus hates faggots”) og sprudlende melodier. En farlig kombination, som Grant slipper rigtig godt fra. Jeg står ved min tidligere prognose og udnævner Queen of Denmark til årets popalbum.
Lån på biblioteket

Beach House – Teen Dream
Duoen fra Baltimore cementerede allerede i januar deres status som årets indie-band med albummet Teen Dream. Det tog mig over et halvt år at få lyttet mig varm på musikken, men da den først sad der, var den ikke til at slippe af med igen. Victoria Legrands fænomenale stemme er som ingen anden i denne verden, og sangene rummer en enorm melankoli og skønhed. Perfekt til disse dages snedækkede landskaber.
Downlån – lån på biblioteket

Perfume Genius – Learning
Den sky Mike Hadreas gør ikke meget væsen af sig. Hans sange føles som små vinduer til hans dybeste hemmeligheder – skrøbelige og mørke. Man vil jo helst ikke snage, men når musikken samtidig er så smuk og atmosfærisk som den er, så er det jo næsten en forbrydelse ikke at give sig tid til at lytte. “Tid” er det vigtigste ord. Giv dig tid til Perfume Genius. Han giver dig hundredfold tilbage.
Downlån – lån på biblioteket (vinyl)

Zola Jesus – Stridulum II
Jeg har før rost Zola Jesus til skyerne, og gør det igen. Den operatrænede sangerinde har en stemme, der det ene øjeblik giver dig gåsehud og det næste skræmmer livet af dig. Hun har et skyhøjt potentiale (lyt bare til den fantastiske “Manifest Destiny”) – og formår at udnytte det til fulde.
Downlån - lån på biblioteket (vinyl)

Susanne Sundfør – The Brothel
Norske Susanne Sundfør tager lytteren med på noget af en rutsjebanetur med sit andet album. Det er smuk stemmeføring, storladne, elektroniske arrangementer og skandinavisk melankoli af bedste skuffe. Hver gang jeg lytter til albummet, kommer det bag på mig, hvor godt det egentlig er. På den gode måde, altså.
Downlån – lån på biblioteket

Menomena – Mines
Aldrig har de været, ej heller vil de nogensinde blive et “household name” herhjemme. Det er deres musik for speciel til. Den er kantet, asymmetrisk og har det med at larme på de forkerte tidspunkter. Men når man først har fået sin hørelse rekalibreret til “Menomenish”, er der ingen tvivl om at dette trekløver leverer noget af det mest interessante musik, der er røget på markedet i år.
Downlån – lån på biblioteket

Laura Marling – I speak because I can
Den engelske yngling blev i år nomineret til den prestigefyldte musikpris, Mercury Music Prize, for dette album. Hun synger med en modenhed, der langt overskrider hendes alder (f. 1990), og lader meget tilbage at ønske hos hendes jævnaldrende kolleger. I speak because I can rummer en række folk-poppede perler med et tårnhøjt bundniveau. Forvent meget af Laura Marling. Hun skal nok levere varen.
Downlån – lån på biblioteket

Two Door Cinema Club – Tourist history
Two Door Cinema Club leverede soundtracket til min sommer. Og for dette fortjener de en plads på min årsliste. Der er ikke så meget bøvl med dem – det er lige-ud-af-landevejen power-rock, der kun kan give dig energi og godt humør. Der går ikke mange afspilninger, før man kan synge med på alle sangene og går og nynner dem for sig selv – eller skråler med for fuld skrue i bilen. Vi ses til næste sommer!
Downlån – lån på biblioteket

/Camilla