Heja Norge!

Tillad mig at vifte med det skandinaviske flag for en stund og dedikere en hel post til vore naboer mod nord. På trods af salg af halve agurker og en insisterende rysten med kobjælder til landskampe så er de slet ikke så slemme, de nordmænd. Lad os ikke glemme udødelige klassiskere som “Take on me”, Bjergkøbing Grand Prix og Erlend Loes underspillede genialitet.

I morgen, torsdag den 5. august, åbner Norges nationale rockmuseum, Rockheim, i Trondheim. Rockheim er den norske søster til Danmarks Rockmuseum, som står til at åbne i Roskilde i 2013. Nu kommer nordmændene os i forkøbet, og kan i morgen således åbne dørene til det 1320 kvm store museum, der kommer til at rumme både en fast udstilling, som belyser den norske populærkultur fra 1950′erne frem til i dag, samt skiftende temaudstillinger. Og ikke mindst tre oplevelsesrum som lægger vægt på gæsternes aktive deltagelse i udstillingen. Desuden har museet skabt en virtuel udstilling, hvor man med en avatar a la Second Life/The Sims kan bevæge sig rundt i museet og se og høre film- og musikbidder fra de forskellige årtier.

Rockheim

Udstilling: 00'erne

Det hele ser veltænkt og velgennemført ud. Så hvis du alligevel er på de kanter, tror jeg helt sikkert museet er et besøg værd.

Og nu hvor vi er i Norge, er det også værd at nævne, at den årlige Øya Festival løber af staben den 10.-14. august. Og hold da ferie for et program. Partoutbilletterne er allerede udsolgt, men der er stadig dagsbilletter til salg. Og med en pris på 600 kr. pr. dag tager de sig godt betalt for musikken. MEN! Til gengæld kan man opleve Panda Bear, Caribou, Broken Bells, The Low Anthem, Bear In Heaven, M.I.A., Jónsi, Ost & Kjex, Major Lazer, Susanne Sundfør, LCD Soundsystem, Casiokids, Local Natives og Air – og mange, mange flere.

/Camilla

BeatBlocks-koncert

Video fra BeatBlocks-koncerten på Amfiscenen i lørdags. Vejrguderne viste sig fra deres gavmilde side og gav os solskin. Kombineret med mange interesserede forbipasserende blev det en rigtig god eftermiddag, hvor vi kunne høre eksempler på både Nephew, reggae, electro og Turboweekend.

Publikummerne kunne komme med på scenen sammen med de tre professionelle musikere og give den gas. Her er det første mand på scenen, Sylvester.

/Camilla Thomsen

The best film soundtracks only need one songwriter

Forget asking 15 bands of the moment to soundtrack the new Hollywood blockbuster, the greatest collaborations are when a single songwriter tailors their music to suit a director’s vision

I was intrigued to hear that Jarvis Cocker is writing songs for Wes Anderson’s new film The Fantastic Mr Fox. Anderson’s soundtracks, which are created with the help of Randall Poster, are always much anticipated because of the thought that goes into them, and the way the music impacts on the film.

In this respect, Anderson can be seen as a direct follower of Hal Ashby, the cinematic genius behind many 70s classics: Shampoo, Bound for Glory, Coming Home, The Last Detail and Being There. Anderson is a Hal Ashby fan and is particularly fond of the 1971 cult hit Harold and Maude (he even wrote a part in The Life Aquatic with Steve Zissou for actor Bud Cort, who played Harold).

The idea of using a single artist was one of Ashby’s specialities. He used Cat Stevens to soundtrack Harold and Maude (Anderson later used Stevens’s songs in Rushmore) and created a template for cool music collaborations in film. This partnership was celebrated by director Cameron Crowe when he organised a screening of the film with a live performance by Stevens (now known as Yusuf Islam) earlier this summer.

Watching Harold and Maude again I am still struck by Ashby’s perfect use of Stevens’s songs. Although several of tracks were taken from his previous two albums, Mona Bone Jakon and Tea for the Tillerman, the accompanying music was so perfect it seemed as if Stevens had specifically written the songs for the film. Tracks such as Trouble, I Think I See the Light and Where Do the Children Play? now completely inhabit the world of Harold and Maude, alongside songs written specifically for the film: If You Want to Sing Out, Sing Out and Don’t Be Shy.

I miss the days when artists specifically wrote songs (and not scores) for movies. Ashby and Stevens never wanted to officially release the soundtrack – instead, their intention was that the songs could only be heard during the film. It took Crowe 36 years to secure an official release for the soundtrack (in limited-edition vinyl on his own label). Ashby and Stevens’s approach towards the Harold and Maude soundtrack is refreshing considering that contemporary versions are often tied in with music industry deals to sell shoddy product. They often have no real connection to the films themselves and act as mere label samplers.

There was a strange synchronicity between what Ashby and Stevens were trying to say. After achieving teenage pop fame with I’m in Love with My Dog, Here Comes My Baby and The First Cut Is the Deepest, Stevens was struck down in 1969 with tuberculosis and spent the next year recovering.

The isolation he felt during this year-long convalescence left a deep impact on his songwriting. Stevens cast himself as a singer-songwriter intent on exploring alienation, existentialism and the fluid nature of life and death. These are themes that were directly represented in Ashby’s Harold and Maude.

These themes are explored and executed perfectly in the last five minutes of the film when Ashby prepares a striking montage of Maude’s death soundtracked with Stevens’s Trouble. The ironic finale of the film sees Harold plucking out the banjo chords to If You Want to Sing Out, Sing Out as it fades into Stevens’s original rendition during the credits. This song possesses a charmingly naive and child-like philosophy as opposed to the very real tragedy of Maude’s death. Stevens expresses through his music Maude’s philosophy that love and life must continue regardless.

I think that if Ashby were alive today, he would appreciate the return of the proper pop soundtrack. For me, keeping his legacy alive is important. As blockbuster culture dominated films during the 80s, Ashby’s career went into decline. Hopefully, the idea of one artist curating and providing songs for a directorial vision will long continue.

Hentet fra The Guardians musikblog – forfatter til indlægget: Alan McGee

I forbindelse med Odense Internationale Filmfestival, som løber af stablen i denne uge, følger film-relevante blogindlæg, anbefalinger, links og meget mere.

Blur – fra Parklife til Midlife

Lørdag den 13. juni 2009. Mærk dig denne dato. Denne dag fuldendte Blur cirklen – en succesfuld, banebrydende, turbulent, kaotisk og, for bare et par år siden, utænkelig rundrejse – ved at spille en koncert på selv samme spillested, de optrådte sammen første gang for 20 år siden.

Bandet har siden 2003 været på en mere eller mindre frivillig orlov, hvor de hver især har plejet egne interesser. Graham Coxon forlod bandet før udgivelsen af albummet Think Tank i 2003, og siden gik de tre andre medlemmer, Damon Albarn, Dave Rowntree og Alex James, også hver til sit – dog uden officielt at opløse bandet.

Coxon har udgivet flere soloalbum, Albarn har arbejdet på projekter som det virtuelle band Gorillaz samt The Good, the Bad & the Queen, Rowntree har ført et aktivt politisk liv for Labour i London, mens James har skrevet sange sammen med bl.a. Sophie Ellis Bextor og skrevet for flere engelske aviser og blade. De har altså ikke lagt på den lade side de sidste seks år.

Mandag den 15. juni 2009 udgav bandet så det første album fra deres side siden 2003. Barnet kom til at hedde Midlife : A Beginner’s Guide To Blur. Fysisk fylder opsamlingen to Cd’er, mens den kronologisk rækker næsten to årtier tilbage i tiden. Foruden at repræsentere samtlige af Blurs syv studiealbum, rummer albummet også det populære live-nummer “Popscene”, som derved gør sin debut på et decideret album. Albummet gør, hvad titlen lover – det er hverken en Best Of (som bandet allerede har udgivet én af tilbage i 2000) eller Greatest Hits – det skal ses som en introduktion til Blurs musik, på godt og ondt.

De har fravalgt nogle af de oplagte “greatest hits”-orienterede sange, og i stedet set på bredden af det udvalg, de havde på lager. Klogt valg. Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ikke savner “Country House”. Jovist var det sangen, der for alvor fik bandet på alverdens hitlister og satte skub i britpop-bølgen, men de tre udvalgte sange fra The Great Escape er mine øjne lige så gode – hvis ikke bedre – repræsentanter for Blur anno 1995. Eneste anmærkning er fraværet af “End Of A Century”, som er en af de bedste sange, der er kommet fra deres side. Til gengæld får de dobbelte plus-point for at inkludere ikke-singler som “Badhead”, “Sing” og “Advert”.

Alt i alt kan denne dobbelte opsamling klart anbefales til Blur-”rookies”, som gerne vil have et nuanceret blik ind i bandets verden uden nødvendigvis at blive prakket en “The Very Best of the Essential”-lignende single-opsamling på. Og ligeledes til trofaste fans, som længe har ønsket det samme.

Lån Blurs musik på biblioteket

Lån bøger om Blur på biblioteket

Lån Graham Coxon på biblioteket

Lån Gorillaz på biblioteket

Lån The Good, the Bad & the Queen på biblioteket

PS. Jeg har med vilje udeladt store dele (for ikke at sige det hele) af Blurs historie af hensyn til plads og læsbarhed. Den skal ved selvsyn læses, høres og ses – og den er ganske interessant at dykke ned i. Så nu ved du, hvad du skal bruge din sommerferie på. Hvis du altså ikke skal til England og se bandet live. Heldigbuks.

PPS. Seneste nye er, at Blur faktisk går og pønser på ny musik. Men “giv det tid, giv det tid”.

SPOT Festival 2009 – en slags opsummering

Miks to verdener

SPOT Festivalen bød på en åbningskoncert af en anden verden, da de torsdag aften bogstavelig talt løftede tæppet for det odenseanske rockband Aves stort opslåede projekt med Odense Symfoniorkester samt Herning Kirkes Drengekor. Senere på aftenen blev publikum udsat for Oh Land med Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester (med gæsteoptræden af altid nærværende og charmerende Claus Hempler) og When Saints Go Machine med strygerkvartet.

Af de tre rytmiske bands’ clash med den klassiske genre, faldt mødet primært ud til fordel for Oh Land. Det var luftige arrangementer, som stod rigtig godt til Nanna Ølands smukke og let kantede stemme. Jovist var Aves 10-meter-spring udi den bombastiske symfoniker-pøl en fin forestilling med lejlighedsvist smukke elementer – men, modsat koncerten med When Saints Go Machine, druknede bandet til tider i den klassiske musik, specielt vokalen var ikke nær så fremtrædende som man kunne have ønsket. Men lad det være et produktionsspørgsmål.

Alt i alt var det en udmærket åbningsaften med smuk musik i nye rammer. Mere interessant blev det dog de følgende dage.

Mer’ strøm

Ja ok, Bjørn Svin var ikke at finde på programmet til årets festival, der alligevel bød på en anseelig mængde elektronisk musik – symptomatisk for det seneste års tid i dansk musik.

Sidste års festival bød på den rare elektroniske overraskelse, Spejderrobot, som på lige fod med Efterklang leverede festivalens bedste koncert. Fremtrædende navne i den elektroniske afdeling i år hed for mit vedkommende Hanne Hukkelberg (som dog valgte at troppe op med band) og Rumpistol. Plus islændingen Ólafur Arnalds, som spiller i krydsfeltet mellem klassisk og electronica. To kronologisk meget forskellige genrer, som passer så aldeles fremragende sammen. Dem vil vi gerne have flere af.

Til gengæld blev de to nye, unge håb indenfor dansk “elektronik”, Mike Sheridan og Lucy Love, lidt af en skuffelse for mig. Mike Sheridan gik der en anelse for meget navlepilleri i, og Lucy Love – af mange kåret som Danmarks ukronede grime-dronnig – var ikke lige, hvad jeg havde forventet. Det var måske lidt for pænt og koreograferet i forhold til at det trods alt var grime, det drejede sig om.

Mer’ energi!

Måske ikke kendetegnende for mine elektroniske valg, men bestemt for et utal af andre optrædende på festivalen. Der nævnes i flæng Bodebrixen, Are We Brothers?, The William Blakes, Mames Babegenush og Beta Satan. Der var tryk på fra første tone blev slået an, og fortsatte så fremdeles til tæppet blev rullet for igen.

Are We Brothers består af 4/6 af bandet Gypsies, og spiller desuden sammen med The William Blakes. Men de kan jo sagtens selv, som de beviste til UG på Officerspladsen fredag eftermiddag. Måske ikke det mest originale band, men de spiller med en energi, der er så smittende, at man ikke kan lade være med at blive revet med af stemningen. Og en god times tid senere var de klar til at gå på scenen igen sammen med netop The William Blakes – Danmarks største legestue. Alle er inviteret med til festen, og det kommer der rigtig gode sager ud af. Dear Unknown Friend er et fremragende album, men det er først når de står sammen på scenen med diverse legekammerater (denne dag bl.a. Jannis fra Choir of Young Believers), at man rigtigt kan mærke magien i dette enestående band.

Som en slags musiker-stafet, der startede med Gypsies, over Are We Brothers, til The William Blakes, ledes vi nu i en lidt anden retning. Som det senest ankomne faste medlem af The William Blakes finder vi multi-instrumentalisten Bo Rande. Du kender ham måske fra Blue Foundation, men på denne SPOT Festival medvirkede han i ikke mindre end tre vidt forskellige konstellationer: The William Blakes, Choir of Young Believers og Mames Babegenush. Sidstnævnte måske den mest nævneværdige. Mames Babegenush er et efterhånden fem år gammelt klezmer-projekt, som netop har udgivet deres første album, Klezmer Killed the Radio Star. De har en rytmesektion, som tilføjer en helt fantastisk energi til musikken. Et band der absolut bør profileres, og som formår at bringe klezmer ind i det 21. århundrede (eller er det omvendt?).

Udenfor kategori

Udenfor kategori finder vi et lille, akustisk one-man show, der afgjort bør nævnes. Manden hedder Jarle Bernhoft. Han er nordmand. Han var i en årrække forsanger i rock-bandet Span, som spillede på SPOT tilbage i 2005, men som til manges ærgrelse gik i opløsning samme år. Siden har han spillet som sig selv, og udgav sidste år debutalbummet Ceramik City Chronicles. Genren er vel en slags hybrid mellem singer-songwriter og soul. Lyder måske lidt underligt, men det fungerede supergodt. Hjemme i Norge har han et backing-band med sig, men denne dag var han alene på scenen. Det var intet mindre end utroligt, hvad han formåede at få ud af sine to akustiske guitarer og tilhørende loop-pedaler. For når han først var i gang, lød det som et helt orkester – men stadig på den gode, ret minimalistiske måde. Som han beviste om og om igen i Span, har han en stemme der er helt unik, en stemme (soulet – crooner-agtig ville nogen måske endda påstå) der også gør sig godt i den blødere ende af rock-spekret. Og således gik det til, at manden med det mindste setup fik det største bifald jeg oplevede på festivalen.

Krisen kradser

I denne uge har verden måttet tage afsked med Blender Magazine. Koncernen bag magasinet har fyret hele staben med undtagelse af chefredaktøren, og nuværende nummer af bladet bliver det sidste i rækken.

Selvom det ikke var mit foretrukne musikmagasin, kommer jeg nu til at savne deres skæve lister. For eksempel den med de 50 værste sange nogensinde (var der nogensinde nogen, der fandt ud af, lige præcis hvad det var Meat Loaf ikke ville gøre for kærligheden?? #44). Og de bedste heavy metal-album-covers nogensinde.

Kilde: Pitchfork Media