Så blev jeg endelig færdig med min top 10 over årets musikalske højdepunkter. Og det blev en større og sværere omgang, end jeg lige havde forventet. Fx lå Jonathan Jeremiah lunt i svinget i sommers, men nåede desværre ikke med i toppen. Ligeledes har jeg været glad for Lanterns on the Lake og I Break Horses. Så uden yderligere hurlumhej, kommer her mine favoritter fra året, der snart er gået:
10. Explosions in the Sky: Take care, take care, take care
Over tre år nåede der at gå, før EITS atter lod høre fra sig. Take care, take care, take care er et 46 minutter langt og seks numre kort album, der endnu en gang demonstrerer bandets exceptionelle evne til at afdække hele følelsesspektret med deres mur af guitar og trommer. Albummet når desværre ikke nær så fine højder som de to fabelagtige forgængere, All of a sudden I miss everyone og The earth is not a cold dead place, men smukt er det, når de fire fyre fra Texas maler de mest utrolige lydbilleder, som kravler helt ind under huden på én.
Sagt i et tweet: følelsesladet instrumental wall of sound
Bestil – downlån
09. Zola Jesus: Conatus
Zola Jesus er højst sandsynlingt den mindste kvinde med den største stemme, du nogensinde kommer til at stifte bekendtskab med. Ikke meget højere end 1,5 m er hun, men den operatrænede sangerinde rummer en af de vildeste kvindestemmer dette år har budt på. Det er highs and lows som jeg aldrig har hørt dem før, generøst krydret med synthede beats. Jeg var heldig at se hende live i Portland i oktober – og her viste hun for alvor sit kæmpe potentiale og sin stemmes vidde og dybde.
Sagt i et tweet: maksimal vokal tilsat minimal gothpop
Bestil
08. The Antlers: Burst apart
Det tog mig forholdsvis længe at lytte mig varm på Burst Apart – måske fordi jeg faldt så pladask for forgængeren, Hospice. Men en dag sad den der så i al sin pragt. Hvor “charmen” hos Hospice var den altomfavnende tristhed og stille desperation, fokuserer efterfølgeren på noget andet og mere. Det er på sin vis mere tilgængeligt, men stadig med en helt unik og nærmest privat skrøbelighed, mestendels takket være forsanger Peter Silbermans evne til at formidle teksterne ud i sin stemmeførings ekstremer.
Sagt i et tweet: smuk, skrøbelig, superb
Bestil – downlån
07. Lars Fiil Quartet: Reconsideration
Mit arbejdsår startede med, at jeg fik Lars Fiil Quartets Reconsideration ind ad døren. Så var linien ligesom lagt. For hvad denne debut byder på er ganske spektakulært. Det er legesyg og eftertænksom jazz, der bevæger sig ud over, hvad man normalt kan forvente sig af en debuterende kvartet – det er smukt modellerede kompositioner, der på én og samme tid lader hver instrumentalist stråle og samler dem alle til en velspillende helhed. Det er lige så lækkert og subtilt som det er pågående og åbenbart. Nyd de mange små detaljer, der gemmer sig på numrene – de er værd at bide mærke i.
Sagt i et tweet: legesyg og eksplosiv jazz
Bestil – downlån
06. O’Death: Outside
O’Death har altid været lidt uregerlige, lidt skøre, lidt bonderøvsrockede. Deres trommeslager David Rogers-Berry blev i 2009 ramt af en kræftsygdom, som sendte bandet på en ufrivillig pause, der varede det meste af 2010. De vendte i år tilbage i rampelyset med Outside, et album der ulig deres tidligere ikke fik chancen for at blive testet live, før de gik i studiet. Det gør albummet mere afdæmpet, melodisk og, tør man sige det, gennemtænkt – dog uden nogen sinde at blive sentimental. Og denne modenhed klæder deres lyd rigtig godt – man lytter pludselig på en anden måde og tager sangene til sig, som var de små hemmeligheder, sunget med en nyfunden følsom og erfaren vokal af Greg Jamie.
Sagt i et tweet: melodisk folk-punk
Bestil
05. The Head and the Heart: The head and the heart
THATH blev oprindeligt udgivet af bandet selv i 2009 – det solgte så godt, at de i 2010 blev signet til det legendariske pladeselskab Sub Pop og genudgivet i år. THATH er 40 minutters folkpoppet perfektion. Det er sjældent, jeg falder over et album, hvor alle sange har samme sprudlende energi, og man sagtens kan høre det fra ende til anden flere gange i træk. De har en helt særlig evne til at brænde igennem live og hver koncert føles som et stort knus – man bliver rørt og revet med af den gode stemning. Der er noget velkendt og samtidig friskt over albummet, som en gammel ven man ikke har set længe og bare glæder sig til at være sammen med igen.
Sagt i et tweet: energisk folkpoppede vokalharmonier
Bestil – downlån
04. Laura Marling: A creature I don’t know
Dette er det tredje album på blot fire år fra den unge, to gange Mercury Prize-nominerede singer-songwriter. Hun har taget et spring af dimensioner i løbet af det seneste år, både i sine sangskriver-evner og ikke mindst vokalt, hvor hun pludselig har lagt lillepige-imaget fra sig og er blevet til en kvinde med en bundsolid og vanvittig stærk stemme, der rummer kæmpe dybder og de fineste små nuancer. Hvis man syntes de to tidligere album var gode, vil man tabe underkæben ved at lytte til dette. Hun har evnen, talentet og ikke mindst stemmen til at nå lige præcist så langt i denne verden, som hun sætter sig for.
Sagt i et tweet: årets kvindelige singer-songwriter
Bestil – downlån
03. Wye Oak: Civilian 
Civilian er måske det mest dramatiske album på denne liste, og det med ganske få virkemidler. Det var årets første store rockudgivelse, og den minimale opsætning med Jenn Wasner på guitar og vokal og Andy Stack på trommer og effekter har sjældent lydt mere storslået. Musikken og den dybe, mørke kvindevokal vækker minder fra sidste års mesterværk fra Beach House, men har sit helt eget liv, hvor fokus er på intimt sammenspil og masser af lækre guitarsoli.
Sagt i et tweet: storladen, intim og dramatisk shoegaze
MySpace
02. Portico Quartet: Knee-deep in the North Sea (re)
Knee-deep in the North Sea blev udgivet første gang i 2007 – en udgivelse der fik kvartetten nomineret til den prestigefyldte Mercury Price. Siden er den kommet under kærlig behandling af producer John Leckie og blev genudgivet i januar i år. En markant del af Portico Quartets lydbillede er den såkaldte Hang, der omgiver alle numre med en ualmindelig fin og usædvanlig klang. Kvartetten formår til stadighed at balancere mellem jazz, world og rock, og på dette album, som jo er deres debut, cementerer de deres enorme potentiale og evne til at pirre lytterens nysgerrighed med lige dele pågående melodier og delikat underspillede nuancer.
Sagt i et tweet: nyskabende londonsk verdensjazz
Downlån
01. Dan Mangan: Oh fortune
Jeg har glædet mig rigtig meget til at skrive om dette album, som på få måneder har indtaget en suveræn førsteplads som årets album for mig. Det er tredje album fra den canadiske singer-songwriter, som i flere år har spillet både Nordamerika og Europa tyndt på barer, intimscener og hvem der nu ville have ham. Oh Fortune har et tårnhøjt bundniveau (det vil næsten være en skam at tale om “bund” i denne sammenhæng, da ikke en eneste skæring kan undværes) takket være Dan Mangans evne til at skrive fængende, charmerende og smukke sange, udtrykt med hans på en gang hæse og bløde, hviskende og råbende stemme. Der er en underspillet storladenhed, der går som en rød tråd gennem hele albummet, som er så raffineret at man konstant overraskes af lækre riffs, strygere og blæsere. Det er et på mange måder fuldendt album, der fortjener en plads i enhver pladsesamling med respekt for sig selv.
Sagt i et tweet: fænomenal showcase af neo-folk anno 2011
MySpace
Odense Musikbiblioteks blog 